EMNER

Børn af enlige forældre

@Brød.9.uncial.Taz:?Hej, jeg har en kommentar til din bog "Dit Kompetente Barn" side 151: "Kasper var som femårig ikke mere overansvarlig end man uundgåeligt bliver af at bo alene sammen med sin mor". Mener du virkelig at det er uundgåeligt at blive overansvarlig som barn, hvis man bor alene med bare èn forælder? Kaspers reaktioner bliver tidligere beskrevet følgende : overvægtig og opfarende både hjemme og på skolen, med daglig voldsomme konflikter. Jeg synes så meget af det, du skriver, er logisk, og jeg arbejder daglig med at udtrykke mig personligt overfor mine børn. Jeg arbejder med at udvikle min egen selvfølelse og der er ingenting, jeg ønsker mere for mine barn, end at de også får en god selvfølelse. Jeg synes dit kapitlet om alene forsørgere er for kortfattet til at få et helhedsindtryk af hvad du mener. På side 153 beskriver du overansvarlige børn som aktive i sin kontakt med forældrene - og på side 149 siger du, at overansvarlige børn kan få signaler som indadvendt, melankolsk og ensomhedssøgende. Er det sådan at overansvarlige børn først er aktive i deres kontakt, for senere at blive indadvendte? Er der forskellige grader af overansvarlighed, og dermed forskellige grader af hvor meget selvfølelse et overansvarligt barn er i stand til at få? Dette bliver måske noget skematisk, men mit indtryk af dette kapitel er, at dersom et barn er alene med bare én forælder så vil det uundgåeligt blive overansvarligt, og dermed ende op med dårlig selvfølelse. Jeg er enig i, at det ikke er en ideel situation for et barn, men jeg synes dit kapitlet er noget sortmalende. Der findes mange enlige forsørgere, måske vil du skrive mere om dette emnet? @Brød.9.uncial.Taz:!Tak for dit brev ! Der er herligt af og til at være i en så direkte og kontant dialog med sine læsere. Du har naturligvis ret i, at dette kapitel af bogen er for kort og generelt. Sådan er det jo med de fleste bøger fordi der hele tide må tages hensyn til bogens pris, hvad læserne orker at læse osv. Det samme gælder denne og alle de øvrige klummer, jeg og andre skriver og derfor er det fint at blive inviteret til at uddybe og konkretisere. Mine udsagn i "Dit kompetente barn" er skrevet på baggrund af teori og ikke mindst 10 års samarbejde med grupper af enlige mødre (i alt 1346 gode stærke kvinder) og siden med grupper af enlige forældre, som havde mistet en partner under krigen på Balkan. Siden dengang har flere ting ændret sig. Det gælder samfundets syn på enlige forældre og ikke mindst det faktum at flere nu helt bevidst vælger denne familieform. Spørgsmålet om børns overansvarlighed har dog ikke ændret sig. Både teorien (systemteori) og den kliniske erfaring fortæller os, at børn (specielt enebørn og de ældste børn) helt automatisk og ubevidst går ind og udfylder det vakuum, der opstår når der mangler en voksen partner i fars eller mors liv. Dette gælder i familier, hvor den enlige forælder er alene over flere år, men også ofte i familier, hvor en af forældrene ofte er fraværende pga. arbejde (arbejder på boreplatform, som langturschauffør eller blot "fraværende/ikke til stede pga. misbrug, psykisk sygdom o.l.) Denne overansvarlighed bliver naturligvis forstærket og får ofte direkte negativ indflydelse på børnenes livskvalitet, hvis den enlige far eller mor gør barnet til sin fortrolige og belaster det med alle sine personlige følelser og problemer, men selv når far eller mor har et godt netværk og et tilfredsstillende liv, sker det altså også. Lad os derfor se lidt på, hvad "overansvarlig" egentlig betyder og hvilke konsekvenser det har. Alle børn føler sig meget tidligt ansvarlige for forældrenes livssituation og følelser og går ofte til ekstremer for at hjælpe, støtte og kompensere. Da børn jo mangler både erfaring og overblik er det ikke altid lige nemt at se, at deres adfærd faktisk er udtryk for ansvarlighed, men det er den stort set altid. Vi taler her om børns "sociale ansvarlighed" - dvs. deres ansvar over for andre og ikke deres personlige ansvarlighed. Vores kulturelle forestillinger på dette område er delvist selvmodsigende. På den ene side forlanger vi ofte alt for meget social ansvarlighed alt for tidligt og på den anden side synes vi det er synd for børn, når de føler sig ansvarlige for deres forældres eller hele familiens velfærd. Når et barn vokser op med bare en af forældrene og dennes liv i øvrigt bare består af helt almindelige op- og nedture, vil det altid gøre noget ekstra for at hjælpe, tilpasse sig eller "samarbejde" som jeg kalder det. Jo mere den voksne er bevidst om og i stand til at tage sit personlige ansvar - altså ansvaret for sit eget liv, sine egne følelser, værdier, drømme, grænser o.l. jo mindre ansvar behøver barnet at tage for den voksne og for deres relation. Børn har samme grundlæggende behov som voksne: behovet for at føle, at de har værdi for de mennesker de elsker og holder af. Og børn forvalter dette behov på samme måde som mange voksne. De er tilbøjelige til at ofre deres egen integritet for at tilfredsstille de behov de (med rette eller urette) oplevet at den voksne eller hele familien har. Når og hvis dette medfører, at børnenes egne vigtige behov for omsorg, nærhed, engagement og voksent lederskab ikke bliver imødekommet af den voksne, begynder de at udvikle de "signaler" eller adfærdsmønstre, du refererer til i dit brev. Et barn der f.eks. som følge af en skilsmisse lever sammen med en voksen der oplever sig som offer, som har ondt af sig selv og hele tiden er optaget af sin egen ulykke eller sin aggression mod eks'en vil enten blive "vanskelig" eller "nem". Psykologisk set er det sundest, når de bliver vanskelige - dvs. gør tydeligt opmærksom på at de ikke trives - men desværre medfører det oftere og oftere, at de ikke bliver set og hørt i børnehaver og skoler, som generelt synes bedre om de indadvendte, selvdestruktive børn og unge. Er den helt almindelige overansvarlighed farlig for børn? Nej, det tror jeg ikke man kan sige. Den udvikler sig langsomt til et personlighedstræk, som nok kan være selvdestruktivt, hvis man ser det over et langt livsforløb, men som også scorer højt på den sociale skala. Som enlig forælder er der derfor ingen grund til at være nervøs for at gøre sit barn skade, men der er grund til at være opmærksom på, hvordan overansvarligheden påvirker barnets personlige og sociale vitalitet. Hvis barnet igennem sine første 12-14 leveår udvikler sin personlige ansvarlighed: kan udtrykke sine behov og grænser i samvær med andre og ikke underkaster sig enhver autoritet er der ingen grund til bekymring. Overansvarlighed er kun en forhindring for udviklingen af selvfølelse, når den bliver generelt selvudslettende. Det vigtigste enlige forældre kan gøre er: Ÿ At tage ansvar for deres eget liv og velbefindende og have et godt netværk. Ÿ At opmuntre barnet til at formulere sine grænser og behov og at bruge tid på leg og gode venner. Ÿ At være opmærksom på, at barnet ikke bliver hele meningen med livet - specielt når det kommer i puberteten. Ÿ At være tålmodig, når det viser sig at barnet har lært for lidt om, hvordan man lever sammen med et andet voksent menneske i et kærlighedsforhold. Ethvert familiemønster sætter sine spor i næste generations personlighed og adfærd. Almindelige børn af almindelige enlige forældre er der ingen grund til at bekymre sig specielt om også selv om nogen af dem måske i perioder kommer i konflikt med tidens herskende normalitetsbegreb: velfungerende!