Børn blev truet af sjov men farlig heks

HJØRRING:Hun truede med at spise børnenes fingre, kaninernes ører og måske endda tage en bid af en af pædagogerne. Børnene skreg mange gange, men samtidig var de alligevel frydefuldt tiltrukket af den ukristeligt grimme heks, Calendula, som hele tiden skulle have hjælp til sine heksekunster. Børnehuset Bjørnen fejrede i går sin fødselsdag, og det indebar et besøg af den grumme heks, som ikke bare var grim og grum, men også temmelig morsom. - Nej du må ikke spise kaninen, Nej, det må du altså ikke, råbte de dyreglade børn flere gange, når heksen truede med at tage en bid. - Jamen jeg er sulten!, svarede heksen og virrede med hovedet, så den lange næse vippede uhyggeligt. Alligevel var børnene modige og hjalp med at trylle en fugl ud af en ballon, en kanin frem fra et bur og meget andet. Og de fik da også lov at kæle for de mange dyr. Men børnene er også blevet forberedt. I de sidste uger har de lært om hekse, og de har blandt andet fundet ud af, at bare fordi man er grim, så behøver man jo ikke at være ond. Om heksen kommer igen næste år vides ikke - men Calendula er i al fald kun 780 år gammel.