Børn dyster i Jammerbugtens udgave af MGP

Nerverne sidder sikkert helt ude for enden af trommestikkerne, når børn og unge op til 10. klassetrin dyster i Jammerbugt Musikskoles udgave af MGP.

I aftes var der semifinale på Fjerritslev Skole, og i aften er der semifinale i Nordjyllands MedieCenter, Søparken i Aabybro. Her findes de i alt otte bands, som skal dyste i den store finale torsdag 14. februar. Det er også i Nordjyllands MedieCenter. Jammerbugtens Grand Prix for børn er åbent for alle, der har lyst til at høre sangene og heppe på de unge musikere. Det er gratis at komme ind. I Fjerritslev dystede otte bands i aftes. Resultatet - efter redaktionens slutning - var, at fire bands blev sendt videre til finalen. Alle otte havde i øvrigt selv skrevet deres sange. I aften går syv bands på scenen i Aabybro. Fire går videre til finalen og får lov til at spille deres sange en gang til. En jury bedømmer grupperne på sangen ud fra teksten og musikkens kvalitet. Sceneoptræden og påklædning kan også give point, og så ses der på niveauet i forhold til musikernes alder. I finalen vinder de tre bedste grupper en cd-indspilning.