EMNER

Børn er en velsignelse

Hver gang der bliver født et barn, er det et mirakel. Når man så efterhånden får voksne børn, der også bliver forældre, er det dobbelt mirakel. Man kan nu glæde sig dobbelt. Over det lille ny barn med velkendte træk og bevægelser. Og over det voksne barns glæde og kærlighed til den lille ny. Samtidig er det jo ikke en hindring – tværtimod - at ens eget barn er blevet voksent og at føle voldsom moderstolthed over den måde, hun håndterer moderskabet på. Det giver mening på et dybt psykologisk plan. Og opleves som en stor tilfredsstillelse og uhyre livsbekræftende. Man bekræftes i, at meningen med det hele (livet, arbejdet, samværet) er intakt og stadigt voksende. For med en lille baby inden for rækkevidde – tilmed en baby som ind imellem rækker ud efter os – vælder minderne om egen barndom og egne børns første år frem. Små episoder og små glimt af, hvad man dengang oplevede som problemfyldt og vanskeligt melder sig i hukommelsen. Men især de mange intensive år med omsorg for små børn samtidig med, at arbejdslivet skulle løbes i gang. Huset købes og parforholdet stabiliseres. Dårlig samvittighed er og bliver en del af denne bagage. En pris vi betaler for at tilhøre den generation af forældre, hvor kvinderne for alvor kom på arbejdsmarkedet og ofte investerede i store og gode uddannelser. Den gordiske knude med at få forældreskab, familieliv, ægteskab og arbejdsliv til at gå op blev uhyggeligt nærværende for dem, der i dag er bedsteforældregenerationen. Og er stadigt uhyggeligt aktuelt og fylder meget også i de nuværende småbørnsfamilier. Tid nok? Men som bedsteforældre slipper man stort set for den dårlige samvittighed. Slipper for at føle sig splittet mellem kravene fra de forskellige livsarenaer. Dog undtaget tvivlen: har du tid nok til børnebørnene? Måske derfor opleves bedsteforældrerollen så dejligt problemfrit og glædesfyldt. Der er plads til bare at nyde barnet – nyde dets små fremskridt og glæde ved livet. Dets spontane og umiddelbare glæde ved de små ting. Dets kamp for at komme til at kravle eller at rejse sig ved møbler. Og nyder barnets rækken ud efter mor og far som de mest betydningsfulde i denne verden. Det er vigtig for barnet at have bedsteforældre. At have de ekstra voksne, der virkelig kan se dets personlighed og elsker det fra den første dag. Ingen kan få for meget kærlighed og små børn kan ikke få for mange positive spejle. Vi ser frem til at skulle have børnebørn på ferie og weekend – tage dem med på udflugter og i Zoo. Alt det, som vi forbinder med at være bedsteforældre. Som vi har set at vores forældre har været og stadig er for vores børn. Med den længere levealder oplever flere og flere både at have egne forældre i vigør som bedsteforældre – samtidig med, at man selv bliver bedsteforældre. Også her er vi i den heldige situation at kunne lære fra den ældre generation. Tag bare imod Men man må jo lægge øre til mange kommentarer første gang, man bliver bedsteforældre. Noget med alder og muligheder der lukkes. Noget med kvindelighed og manddom. Til det er der bare at sige: alle kan glæde sig og tage imod denne del af tilværelsen som en gave. Man får meget og mister intet. Og i en usikker verden er det en rar tanke, at man står med en vinderrolle og ikke i en tabersituation. Og dermed får en følelse af dobbelt velsignelse.