Ernæring

Børn er ikke født kræsne

Der er tilsyneladende flere og flere børn, som bliver kræsne. Det betyder, at der er mange fødevarer, de ikke bryder sig om og derfor nægter at spise til stor bekymring eller irritation for forældrene. Jeg arbejder ofte i lande, hvor folk er meget fattigere, end vi er i Norden, og der møder jeg stort set aldrig dette fænomen. Børn er heller ikke født kræsne, så hvad er det, der sker undervejs i de første to-tre år? Der er flere svar på spørgsmålet, men følgende historie er typisk. Forældrene til Jeanette på fire år skriver, at deres datter kun vil spise ganske få ting og ofte kun, hvis de lægger stort pres på hende. Tit synes de, at de enten må true hende med, at hun skal tidligt i seng eller omvendt lokke hende med, at hun kan få et stykke af sin yndlingschokolade, hvis hun spiser. De fortæller også, at problemet begyndte meget tidligt. “Allerede da Jeanette var ni-ti måneder gammel og kun ville spise æblemos, men ikke gulerodsmos, kun yoghurt med jordbær, men ikke med skovbær” osv. Forældrene forsøgte at få hende til at spise samme mad, som de selv spiser, men ofte nægtede hun med det resultat, at de blev nervøse for, om hun nu også fik mad nok. Måltiderne i familien har udviklet sig til en daglig krig, som Jeanette oftest vinder, og som efterlader forældrene udmattede og frustrerede. I børnehaven spiser Jeanette det samme som de andre børn, og forældrene har forgæves forsøgt at finde ud af, hvad det er, pædagogerne gør. De har også talt med familiens læge, men føler sig ikke taget alvorligt, “Han siger bare, at Jeanette jo er sund og rask, og kan ikke se vores problem”. I bogen “SMIL! Vi skal spise” har jeg beskrevet en del forhold omkring familiens måltider og også givet kræsenhed et specielt kapitel. Lad mig begynde mit svar til Jeanettes forældre med en enkel iagttagelse: Når to voksne flytter sammen og har nogle måneder eller år, før familien udvides med et barn, bruger de bl.a. tiden til at rense ud i hjemmets menukort. De fjerner simpelthen de råvarer og retter, som de hver for sig ikke kan lide. Når så barnet kommer og fravælger noget af det, der står tilbage på menukortet, bliver mange forældre bange for, at de har fået et kræsent barn. Og det kan faktisk være nok til at sætte en negativ udvikling i gang, fordi måltiderne bliver præget af spændinger og nervøsitet. Men sandheden er, at man ikke “får” et kræsent barn, man skaber et kræsent barn. Det sker ofte på følgende måde: { Forældrene har al deres opmærksomhed rettet mod barnet til måltiderne. Kontrollerer, hvor meget det spiser, presser det til at spise op, retter eller opdrager på barnets måde at spise på. { Familien spiser meget ensformigt { Forældrene bruger belønning, hvis barnet spiser, og “straf” eller trusler, hvis det ikke spiser { Barnets ernæring er blevet forældrenes “projekt” - dvs. at al interesse, kærlighed og omsorg rettes mod dette ene punkt: At barnet spiser tilstrækkeligt og sundt. { Barnet får for mange mellemmåltider, fordi forældrene er så bange for, at det ikke får nok, så de er taknemmelige for ethvert tegn på sult. { Barnet får store mængder af “junkfood” mellem måltiderne - dvs. slik, kager, chips o.l. { Barnet bliver serviceret og får kun det, det kan lide. Enten fordi barnets “lyst” bliver forældrenes rettesnor, eller fordi de vil undgå konflikter. Som hovedregel kan man gå ud fra, at barnet ikke befinder sig godt ved måltiderne, hvis forældrene ikke befinder sig godt - dvs. er afslappede, nyder maden og snakker med hinanden i stedet for konstant at have barnet i centrum. Når man er i centrum, er man ikke en del af fællesskabet og må derfor gøre opmærksom på sig selv. Stemningen inden i forældrene og omkring bordet er vigtigere, end hvad og hvor meget barnet putter i munden. Kræsenhed kan derfor forebygges ved at følge nogle enkle retningslinjer: { Vær omhyggelig med tilberedningen af maden. Dæk fint bord med dug og stearinlys og sluk mobiltelefoner, tv, radio og andre forstyrrende medier. Lad børnene hjælpe til i det omfang, de kan, både i køkkenet og med borddækning og afrydning. { Ikke for mange og for store mellemmåltider. Børn dør ikke af at føle sig sultne en time eller to før aftensmaden. { Tag samme hensyn til barnets smagsløg som til dine gode venners { Lad barnet spise i fred. Ingen kontrol eller utidig motivation. Vælger barnet ikke at spise noget, er det også o.k. { Væn barnet til at smage på mange forskellige ting fra begyndelsen og lad dem smage mange gange. Deres smagsløg ændrer sig hele tiden, og nogle ting skal de smage ganske ofte på, før de lærer at sætte pris på smagen. { Lad barnet bestemme over sin smag og appetit, mens de voksne bestemmer over indkøb og køleskabets indhold. Ikke alt kan lade sig gøre, og sodavand og junkfood skal være en undtagelse, som kun forekommer en eller to gange om måneden. Når det er gået skævt som i Jeanettes familie, må de voksne beslutte sig for at “tage skeen i den anden hånd”. Når de er parate til at tage lederskabet tilbage, kan de f.eks. sige følgende til Jeanette: “Kære Jeanette. Siden du var helt lille, er vi gået så meget op i, hvad og hvordan du spiser, at vi alle tre har mistet appetitten og lysten til at spise sammen. Det har vi tænkt os at lave om på fra i dag. Nu skal du nok få fred til at spise, som du selv vil, og vi skal nok holde op med at presse dig og blive vrede på dig. Det betyder ikke, at du kan få lige præcis det, du har allermest lyst til, men at vi for eftertiden nok skal bestemme på en måde, som du også kan blive glad for.” Forældrene kan selvfølgelig vælge deres egne ord, men det helt afgørende er, at de tager ansvaret for, at udviklingen har været usund, og påtager sig det lederskab, der må til for at ændre på stemningen omkring familiens måltider. Ganske ofte er det samme nødvendigt på en række andre områder, som også er præget af magtkamp. Magtkampe mellem børn og forældre florerer kun i familier, hvor forældrene er usikre på, hvordan de skal forvalte deres overordnede ansvar. Husk: De første 2-3 år er der ingen grund til at “opdrage” børn omkring mad og måltider. De har kun brug for venlig vejledning og masser af tid til at tage nye smagsindtryk ind og sortere imellem, hvad der smager godt og mindre godt i munden. Hvad barnet spiser, styres af forældrene, når der købes ind og ikke i magtkampe før, under og efter måltiderne. Hold så vidt muligt små børn under to år væk fra sukker og slik. Det er ikke enkelt, når f.eks. mejerierne insisterer på at putte svinsk meget sukker i yoghurt, som ellers kunne være sund, eller så længe industrien insisterer på at overfylde alle andre morgenmadsprodukter med sukker. Små børns blodsukkerbalance er særdeles følsom, og der skal ikke meget sukker til, før de bliver humørsvingende, motorisk urolige og aggressive. Lav f.eks. i stedet havregrød uden salt og sukker og husk, at mange børn faktisk foretrækker havregrøden kold (så kan man nemlig holde på den med hænderne og skal ikke enten mades eller bruge en ske, som man endnu ikke kan finde ud af at vende rigtigt).