EMNER

Børn giver og modtager

@Brød.9.uncial.Taz:? Jeg synes, det er på tide at fokusere på psykiatri og børn. Og hvordan voksne er med til at "forme" børn på usunde måder, fordi de ikke er bevidste på deres eget liv. Vi er for optaget af at tage "samfundsvalg", som måske ikke er hjertets sande stemme. Nu er vi i 2011, og det er på tide, at voksne tager ansvarlige valg for deres tanker, handlinger og mønstre. Det er den største gave, vi kan give vores børn, for fremtiden. Jeg skriver til dig, fordi jeg ikke kan holde op med at undre mig over livets mysterier og sammenspil. Tidligere har jeg skrevet til dig om min nu 13 år gamle søn, som har Asperger syndrom/ADHD, og hvad børn med denne diagnose kan lære os voksne om dem og ikke mindst om os selv. De er fantastiske mønsterbrydere i et lukket samfund. For jeg mener helt oprigtigt, at fokus må ændres. Vi skal ikke belære vores børn og oversende vores uforløste pakker, vi er ubeviste om, men netop lære det, de spejler ud til os. Og børn med diagnoser, psykiske problemer etc. er netop fantastiske "bærere" af alt det, som er os ubevist. Projektion, gamle mønstre og lukkede hjerter. Nu vil jeg ikke generalisere, siden jeg ikke mener, alt var galt før. Vi må ikke glemme, at generationerne før var børn af deres tid, men vi er et samfund i udvikling, og for at forstå andre, må én først forstå sig selv. Jeg kan sige lidt om mig. Jeg var det usynlige barn i familien, som selv valgte at gøre mig usynlig. Hvorfor? Fordi jeg er sensibel, og jeg så, at mor havde nok at gøre med sit ægteskab og mine søskende, en yngre bror og en ældre søster. Jeg vidste, at far var utro, da jeg var 9 år, fordi jeg følte det på stemningen mellem ham og en kvinde på arbejdet. Ingen snakkede om det, ingen vidste det, før år senere. Men jeg viste det. Jeg har udviklet en formidabel evne til at analysere og fange stemninger. Fra børnehaven husker jeg, at jeg sad og tænkte, når voksne snakkede: "Hvorfor siger han det, når kroppen viser noget andet?" Jeg lærte tidligt, at verden ikke var et sted fyldt af tillid, og skulle man stole på nogen, så var det bedst at stole på sig selv. Jeg var et anderledes barn, som tit fik det at vide, og ofte, indtil jeg troede, at jeg må nok være anderledes, og min identitet blev skabt i den tro. At være optaget af døden i 13-14 års alderen var ikke populært, og skolepsykologen blev tilkaldt til krisemøde. Jeg havde skrevet en stil om selvmord, fordi jeg ønskede at lære mere om, hvad mennesker tænkte om døden og livet. Hvad som fik folk til at tage så drastiske valg. Og min mor studerede kriminologi på universitetet, så jeg slugte hendes fag med fascination. Jeg fik det at vide igen, "Du er deprimeret". Jeg fik timer på børnepsykiatrisk ambulatorium og medicin. De sidste år i skolen sagde mig ikke rigtig noget, og jeg gik lidt til og fra. I stedet læste jeg filosofi i skoven. Jeg havde 50 procent fravær, men siden jeg var sød, og folk kunne lide mig, stod jeg med gode karakterer og fik en diagnose som deprimeret, så jeg kom ind på gymnasiet uden problemer. Jeg har altid haft mange venner og været populær, fordi jeg altid godt kunne lide mennesker. Rigtig godt endda. Men jeg kan ikke lide systemer eller mønstre. Jeg er en rebel, som har levet med børnepsykiatere og psykologitimer i flere år for at kurere, at jeg var anderledes. Jeg fik en sovesygdom, som jeg havde i otte år, og den fik mig faktisk til at vågne på egen hånd. Jeg forstod, at jeg valgte den selv, fordi jeg ikke ønskede at deltage mere. Jeg ønskede ikke at forholde mig til livet. Jeg ville væk og søvnen blev min udvej. Så en dag forstod jeg, at jeg netop valgte dette selv og kunne vælge mig ud igen. Jeg startede med NLP og selvudvikling, og så vågnede jeg mere og mere. Efter et år ud og ind mellem tvivl og håb, troede jeg fuldt og helt med alle cellerne i kroppen at "YES, jeg er rask! Nu ved jeg det!" Og nu fire år senere, er jeg lige så rask. Jeg arbejder på fuld tid, har hus, bil, alene med to børn og ser mig selv som ressourcestærk. Men først nu i en alder af 32 år, forstår jeg fuldt og helt, hvem jeg er. Jeg har ikke brug for en terapeut, fordi jeg er anderledes, fordi jeg tænker, analyserer, drømmer og lever. Jeg skal ikke holde op med at elske, fordi nogen siger, at jeg ikke må elske dem, som gør andre ondt. Jeg forstod, at jeg ikke behøvedes at blive godkendt af alle, jeg behøver heller ikke at blive forstået, jeg skal bare være mig selv og elske den, jeg er! Jeg vil ikke stræbe efter at gøre som alle andre, eller tilpasse mig alle rammer. For jeg er ikke enig! Jeg skal bare være MIG. Og tak til min fantastiske søn på 13 år, som har spejlet mig i alle år. Du, unikke barn som er sig selv, som opfanger, sætter ting i gang og stiller direkte spørgsmål. Jeg elsker dig ubetinget, jeg skal aldrig forandre dig, du er ikke anderledes, for det du er som mange har glemt; Det er at være, den man er. Tak til livet som lærer mig så fantastisk meget, både gennem venner og fjender i forklædning. Og med alt ydmyghed, jo mere jeg lærer, jo mere ved jeg, at jeg kan udforske. Det usynlige liv, det ubevidste og netop bringe drømmene ned på jorden. Det er OK at være sig selv. @Brød.9.uncial.Taz:! Jeg er jo, som du nok har anet, helt enig med dig, og det er en gave at få brev fra en forælder, som så klart kan udtrykke, hvordan samlivet med vores børn først bliver helt rigtigt og enormt berigende, når vi ser på det som en gensidig lære- og udviklingsproces. Det er måske den eneste virkelige fordel ved, at så ekstremt mange børn og unge nu bliver kategoriseret og diagnosticeret - at de, når de selv bliver forældre, danner en modbevægelse, som gør både familierne, de pædagogiske institutioner og samfundet mere rummeligt. Indtil det sker, må vi nok leve med, at majoriteten af forældre og professionelle vælger trygheden i det kendte og accepterede - det vil sige i konformiteten. Jeg har i mange sammenhæng beskrevet denne konflikt - mellem samarbejde og integritet / konformitet og individualitet/individuation og tilpasning - og den er jo for de fleste af os en daglig udfordring. Mennesker som dig og din søn, som tidligt har oplevet ikke at blive set, hørt og anerkendt, har måske en nemmere vej til at finde den optimale balance mellem de to yderpunkter, men vi kommer ikke uden om, at det stadig er "man", der sætter dagsordenen for de fleste mennesker. Angsten for ensomheden vejer helt enkelt tungere end frygten for anonymiteten eller længslen efter fællesskabet. Historisk set er ideen om at være tro mod sig selv og sin egenart både gammel og ny. Biblen og mange filosoffer har i historiens løb beskæftiget sig med individets ubetingede værdi for fællesskabet og med outsiderens værdi for insiderne, men som et folkeligt fænomen snakker vi måske om bare halvtreds år. Længere siden er det ikke, at det ansvarlige, personlige valg blev muligt uden ganske alvorlige sociale konsekvenser. At det eksistentielt set forholder sig præcis som du beskriver, nemlig, at modet til at træffe ansvarlige valg er den bedste forsikring for konstruktive fællesskaber og individuel livskvalitet. Det er stadig enten ukendt for mange mennesker eller opleves helt enkelt ikke at være besværet værd. Sådan er det også for en del professionelle hjælpere. De vælger og udfører deres arbejde for at hjælpe det andet menneske - ikke fordi de brænder efter at få deres eget verdensbillede udfordret. De søger trygheden i metodernes konformitet og ikke i relationen til dem, de skal hjælpe. Lige nu er det sådan, at kategorier og diagnoser er blevet så dominerende en del af professionskonformiteten og at alt for mange fagfolk er holdt op med at spørge, "Hvem er du?". De spørger kun, "Hvad er du?" - efter min mening, altså! De oplever formentlig selv deres tilgang til jobbet helt anderledes og er (forhåbentlig!) overbevidste om deres egen professionelle integritet. Det ironiske er jo, at både du og jeg også oplever denne længsel efter konformitet i vores ønske om, at flere ville se og opleve livet på vores måde. Den dag kommer forhåbentlig aldrig! Din søn har allerede betalt en høj pris for sin måde at være menneske og medmenneske på. Forhåbentlig kan han som 40-årig se på sit liv og konstatere en rimelig balance mellem tab og gevinst. Hans mor har i hvert fald været et strålende forbillede på det område.