Børnepasning

Børn har ret til økomad

Regeringen skal rydde op i madordningen i børnehaverne, kræver Enhedslisten. De Radikale er positive

Når børn sætter tænderne i frikadellerne i daginstitutionen, så skal de være økologiske. Sådan lyder det fra Enhedslisten, der kræver, at regeringen rydder op i den madordning, som VK-regeringen under stor virak satte i søen i 2010. Ordningen skal både være både obligatorisk igen og økologisk, lyder det. - For os handler det om en rettighed. Alle børn har ret til et sundt, økologisk måltid mad, for økologi er den sundeste løsning både for vores børn og vores miljø, siger daginstitutionsordfører Rosa Lund,der nu vil bede Socialminister Karen Hækkerup (S) om at lave et kvalitetstjek af daginstitutionerne og herunder se på madordningen. Ikke råd hos S Hos Socialdemokraterne har man tidligere, dengang partiet var i opposition, kaldt madordning for "en discountordning" og været optaget af, at den mad, der serveres i daginstitutionerne, skal være økologisk. Men nu er der ikke råd, lyder det. - Det var ikke nogen god håndtering af madordningen fra den tidligere regering, men vi har valgt vores indsatsområder i regeringsgrundlag, og så er der noget, der må hvile, lyder det fra børne- og uddannelsesordfører Troels Ravn. Næsten ingen egenbetaling Hos De Radikale afviser man ikke på forhånd Enhedslistens krav og peger på, at man i Københavns Kommune har erfaringer, hvor man nærmest uden merbetaling har indført økologi i institutionerne. - Vi har en ambition om, at det skal være økologisk. Lad os se, hvor langt vi kan nå ved at brede de københavnske erfaringer ud indenfor forsigtighedsprincippet, siger børneordfører Lotte Rod, der bakker op om, at ordningen skal gennemgås i sømmene. Rosa Lund afviser dog snak om stram økonomi og peger på, at det er en prioritering. - Vi har masser af forslag til, hvordan vi styrker offentlig velfærd. Man kan starte med at trække de skattelettelser tilbage, som man har lovet. Så kommer der penge i kassen, siger Rosa Lund,