Børn inspirerer

Børnevenlig have er også for voksne

Der findes haver, hvor børnene ikke er velkomne, og slet ikke kan komme til at lege af bare skræk for at ødelægge noget, og der er haver, hvor børnene hærger så meget, at de voksne nærmest ikke har lyst til at være der. Men ved at planlægge så der er plads til alle, så kan haven blive stedet, hvor både børn og voksne trives i fællesskab. Det er hovedbudskabet i en ny bog, Børn i haven, skrevet af Lotte Bjarke. Trods det smukke budskab om plads til alle, tager hun klart - og heldigvis - børnenes parti. Til gengæld er der så megen inspiration til den børnevenlige have, at det forfatteren vist nok har tænkt afgrænset, som et mindre frimærke for børn, meget let kunne give os voksne lyst til helt at lave haven om, så den bliver fuld af små overraskelser, og så vi måske tager det med havearbejdet lidt mere afslappet. Et vigtigt budskab til forældrene er nemlig, at børnene hverken skal, eller kan, opdrages til at blive små gartnere, der luger ukrudt, slår græs og samler hækaffald. Det er og bliver børns fornemste opgave at lege og opleve og på den måde at blive klogere på verden og livet, skriver forfatteren. Det er vel også et budskab til os voksne om, at havearbejde for en stor del skal være noget, vi kan lide, og at det er med at indrette haven så fornøjelig som muligt. Lotte Bjarke kommer med en række bud på, hvad børn kan lide. Blandt de foretrukne planter på en top ti liste er som nummer et solsikken. Derefter følger pralbønne, kæmpegræskar, jordbær, æbler, ærter, majs, blomsterkarse, sommerfuglebusk og troldhassel. Det er planter, der enten vokser hurtigt, bliver store, tiltrækker spændende insekter, smager himmelsk eller ser sjove ud. Børn kan godt lide at spille bold, men er haven indrettet med mange gemmesteder, hemmelige gange eller gode klatretræer, så kaster børnene sig ud i buskadset, og spiller heller bold på stadion eller grundejernes fællesareal. Skal der være græs i haven skal det være slidstærkt. Her foreslår Lotte Bjarke engrapgræs og almindelig rajgræs og ved fodbold målet, hvor sliddet er ekstra stort, kan man lægge en græsarmering i hårdt plast, som man ser det ved boligforeninger. Lotte Bjarke giver en mængde gode råd om hvilke planter, der egner sig som robuste og tætte hække, man kan gemme sig i, og hvordan man skaber hemmelige rum i haven. Legehuset skal der selvfølgelig være plads til. Det skal ikke stå i mørket bag carporten, men i et lunt hjørne, og udvendig skal farverne være tilpas dæmpede, så det ikke skæmmer haven. Indenfor kan børnene så boltre sig med lyserødt. Man kan selvfølgelig også gå den anden vej og lave legehuset som en pilehytte. Det er nemt og enkelt. Man tager blot nogle pilegrene og stikker dem 30 cm ned i jorden, vander og så vokser hulen næsten af sig selv. I børnenes have skal der være plads til at grave, der skal være en sandkasse med et bræt til at slå kager op på, gerne noget vand og selvfølgelig en masse blomster. Foruden indretning af børnehaven indeholder bogen et lille afsnit om giftige planter, tips til blomstertørring og presning samt en række små eksperimenter, som man kan kaste sig ud i. Et af disse er at lave et ur af blomster, der nogenlunde kan fortælle, hvad klokken er. Man tegner en cirkel på jorden og deler den i seks "lagkagestykker". I den ene felt plantes Islandsk valmue. De åbner blomsterne mellem fem og seks om morgenen og lukker dem mellem 18 og 19. I næste felt plantes mælkebøtte, der åbner blomsterne mellem 7 og 8 og lukker dem mellem 20 og 21. Kæmpe-evighedsblomst lukker op for pragten kl.10, og lukker allerede kl. 16. Regnviser åbner kl. 11 og lukker kl. 17. Middagsblomst har travlt. Den åbner kun blomsterne mellem 12 og 14 og kun i solskin. Toårig natlys åbner blomsterne mellem 19 og 20 og lukker dem lidt før daggry. Så næste gang kan man jo sige til ungerne. Vi spiser, når middagsblomsten åbner. Børn i Haven Lotte Bjarke 66 sider, 149 kr. Forlag Lavendula

Forsiden