Børn inviteres i teater med Hodja fra Pjort

RANUM:Børn fra skoler, børnehaver og skolefritidsordningerne i Løgstør og Fjerritslev kommuner kan godt begynde at glæde sig til en teatertur 4. november. Her har OttoKampp-Olsen,Løgstør, nemlig sædvanen tro sørget for teater i festsalen på Ranum Seminariet - og i år præsenteres forestillingen Hodja fra Pjort med Susanne Theils Familieteater. Hodja fra Pjort er skrevet af Ole Lund Kirkegaard og dramatiseret af Anne Brodin. Instruktion er af Susanne Theil, mens scenografien er lagt i hænderne på Vibe Pock-Steen. I teaterstykket er man landet i ”Østen for solen og vesten for månen” som sangeren Sebastian synger. Kort sagt er man i eventyrland, hvor alt kan ske - i tusind og en nats magiske verden med flyvende tæpper, paladser, sultaner og søuhyrer. Men vel at mærke set gennem Ole Lund Kirkegaards humoristiske briller. Hodja, der bor i den lille by Pjort, ønsker sig mere end noget andet at rejse ud og opleve den store verden, og da han er så heldig at komme i besiddelse af et mystisk flyvende tæppe, får han sit ønske opfyldt. Men let er det ikke for Hodja at beholde sit kære tæppe. Mange er ude efter det, og Hodja kommer i alvorlige vanskeligheder, da det lykkes for den skurkagtige ”Rotte” at stjæle tæppet fra ham for at forære det til den høje sultan. Ved den smukke ”Perlestens” hjælp lykkes det for Hodja at snige sig ind i paladset, men der bliver han pågrebet, og det er udelukkende ved publikums hjælp det lykkes for Hodja at undslippe sultanens fangekælder, så han, sammen med ” Perlesten”, kan flyve hjem igen, hvor det, trods alt går lidt fredeligere til. Hodja spilles af Mogens Birkman og sultanen af Hans Henrik Bærentsen, mens Torben Sekov, Anne Skogstad, Lise Hornehøj og Morten Hansen tager sig af det øvrige festlige rollegalleri.