EMNER

Børn kommer før bryllup

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Man skal jo gå med den res­ten af li­vet - det er no­get vær­re no­get, vi har ro­det os i ud, Nick, si­ger May­britt med et smil.

NORDJYLLAND:Vi vil gerne giftes, men først skal vi have styr på karrieren, børnene og boligen. - I dag har man villa, Volvo og vovhund, før man gifter sig. Brylluppet bliver rosinen i pølseenden, og det skal ikke holdes, før alt andet er på plads, siger Carsten Bøgh Pedersen. Han er provst i Hadsund Provsti og møder jævnligt gifteklare par, der er i midten af 30’erne. Først dér har de to fået skabt sig en rigtig kernefamilie med børn og bil - og først dér er der tid til bryllup. Det moderne kærestepar har nemlig ikke travlt med at få papir på hinanden. Det vurderer Lisbeth Knudsen, der er lektor i sociologi ved Aalborg Universitet. - Vores familiemønster har ændret sig. I dag er det almindeligt at gifte sig efter at have boet sammen nogle år og ofte efter første eller andet barn. Dermed har rækkefølgen på børnefødsler og ægteskab ændret sig, siger hun. Normerne i samfundet er også anderledes end tidligere. Det papirløse samliv er accepteret og stort set ligestillet med ægteskab, mener lektoren. Vi finder heller ikke den eneste ene som 18-årig og bliver sammen med ham eller hende resten af livet. - I dag har man flere ret langvarige forhold, hvor man bor sammen med partneren. Man gifter sig først, når der kommer børn ind i forholdet, siger Lisbeth Knudsen. Bryllup sikrer hinanden Så den sene giftealder betyder altså ikke, at vi er singler, indtil vi gifter os - vi har blot flere lange forhold, før vi siger endeligt ja. Mange danskere tænker ikke over at sikre sig økonomisk, inden de får børn. Carsten Bøgh Pedersen har oplevet tre tilfælde, hvor den ene part kom i en økonomisk klemme, da partneren døde. Parrene var ikke gift, og det betød, at formuen blev låst fast i barnets navn, til det fyldte 18. år. Derfor råder Carsten Bøgh Pedersen nu ugifte par, der får børn, til at sikre sig juridisk. - Jeg har gjort det til min mission at gøre dem opmærksomme på de faldgruber, der er i systemet, siger han. Provsten er klar over, at mange vil have styr på villa, Volvo og vovhund, før de vil stå hvid brud i kirken. Men der også en anden løsning: - Jeg opfordrer dem til at blive gift på rådhuset hurtigt, for så er de sikret økonomisk. Men de kigger lidt, når præsten opfordrer dem til at gå på rådhuset. Men jeg synes jo også, de skal have et kirkebryllup, forklarer Carsten Bøgh Pedersen. Han understreger, at hans råd ikke er en løftet pegefinger, men derimod ren og skær oplysning.