Børn løber alene

Megastjernen Madonna har altid haft en speciel plads i mit populærkulturelle mediatek. Det er ikke sådan, at jeg har alle pladerne, og det er heller ikke sådan, at jeg kan grave hele fan-arsenalet frem af en gammel papkasse, der nu har stået det meste af 20 år i kælderen.

There’s only so much you can learn in one place / The more that I wait, the more time that I waste.Madonna, 2005
Tem Frank Andersen
Musik 1. maj 2007 22:11

At Madonna er speciel som megastjerne, kan de oplevelseshungrende gæster fra besøget i Horsens sikkert synge med om. Jeg hører desværre for sjældent musik. Men når jeg gør det, er det på løbeturen med MP3-afspilleren godt skruet fast ved hoften. Musik skal der til, selvom bylivets egen musik især om aftenen ikke er noget, man skal kimse ad. Men jeg løber altså, med Madonna som taktstok og pulsmåler. Mens jeg sveder, fortæller Madonna mig det her med at hoppe: Du kan ikke lære alt på et sted, og jo mere du venter, desto mere tid spilder du. Altså: Hvis du vil lære noget og selvfølgelig lære mere og nyt, så skal du i bevægelse. Ikke kun mentalt, men også fysisk. Du skal bevæge dig fra ét sted til et andet. Hvert sted har sin egen særlige ”læringsprofil” eller kompetencemulighed, og det gælder bare om at komme vidt omkring i en fart. Hvis vi tror på, at unge mennesker lytter til megastjerners popbudskaber, skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor svedt uddannelsesudbydere hurtigt vil få det. Eller: Det er lidt ligegyldigt, om de unge lytter til Madonna, for udbyderne har det svedt. Og denne koldsved og stakåndethed kan aflæses meget konkret i institutionernes markedsføringsbudgetter. Selvfølgelig ikke kun der, men bestemt også der. For hvad er budskabet til det moderne individ, der søger at lære og søger at dygtiggøre sig? Lad være med at blive for længe, for så ”sander du til”. Du spilder din tid, for intet sted kan du lære det hele. Den totale dannelsesinstitution er død! I stedet ligger muligheden for udfoldelsen af både det personlige dannelsesprojekt og dit kompetencepotentiale i bevægelsen. Den kropslige og fysiske bevægelse. Jump! Det her lyder bestemt ikke af pølsefabrik, hvor børn og unge kun er ”another brick in the wall”. Jeg løber stadig og tænker på, hvordan man rent strategisk kan håndtere denne læringsmæssige bevægelsesfordring. Kortere og mere intense forløb, hvor studerende kan lære det hele på den halve tid? Skabe mere udfordrende læringsmiljøer, hvor mangfoldighed er i centrum? Omlægge hele uddannelsesforløb til netstøttede, kollaborative læringsmiljøer? Det ville i hvert fald minimere den afstand, elever og de studerende skal tilbagelægge for at hoppe fra et læringssted til det næste. Både reelt og virtuelt. Men læring handler også rent kognitivt om spring. Det kalder på en anderledes pædagogisk strategi, hvor den enkelte altså skal opleve ”at hoppe”. Hvornår kan jeg rent faktisk noget, som jeg ellers ikke ville have kunnet, alene fordi jeg er her, lige nu? Nu skal det ikke handle om elevplaner. Men tillad mig den tvivl, at elevplanerne overhovedet ikke vil kunne give den enkelte elev oplevelse af at hoppe rent læringsmæssigt. Retfærdigvis skal det siges, at det kan vi ikke vide. Det skal der følgeforskning til at be- eller afkræfte. De gamle skudsmålsbøger, uden at ville lave den sammenligning, var en del af en traditionel læringskultur, som ikke er mere. Den var et tegn på, at andre havde oplevet, at den enkelte kunne noget og ville anbefale personen til at tjene andetsteds. Men den tid er ikke mere, fordi vi som samfund simpelthen lever på en anden måde end for både 30, 40, 50 og 60 år siden. Vi er hoppet videre. Nu er det ikke, fordi løbeture nødvendigvis er særligt gode for dyb refleksion. Nynner jeg ikke blot intellektuelt med på Madonnas refræn? Måske. Men der er så mange tegn på behov for oplevelse af bevægelse, for pædagogisk og læringsmæssigt hopperi i uddannelsesinstitutioner, at udfordringen synes reel nok. Derfor bliver der også lavet strategiske aftaler mellem institutioner. Både for at kunne undgå administrativ venten (så hele studieadministrationen ikke hindrer de uddannelsesmæssige spring) og for at kunne styre de baner, som elever og studerende gerne skulle hoppe i og hoppe på. Jeg er lige nødt til at stoppe, for pustes skal der jo også. Pauser skal der til. Og netop der finder vi den anden side af det læringsmæssige hopperi. For selvom det er oplevelsesrigt at være i bevægelse, så skal der pauser til. Jeg ved, at højskoler har markedsført sig som steder, hvor mennesker kan puste ud, samtidig med at der bliver tilbudt læring i små lette hop på stedet. Jeg ved også, at det er en del af uddannelsesinstitutioners selvforståelse, at de som sted netop også kan tilbyde eller kan ses som en art frirum, hvor der er plads til at puste ud. Selvom op til 80 pct. af en årgang skolebørn er tilfredse med skolen og deres skoleliv, så mener stadig op til 50 pct., at der ikke bliver lyttet efter deres behov til at opleve, at de bevæger sig. Jeg tror på, at det er af afgørende betydning, at elever og studerende skal opleve, at de bevæger sig. Og de skal opleve, at de har indflydelse på de ruter eller stier, som jo skal være der for at komme fra det ene sted til det andet. Jeg tror dertil på, at der skal være en art stopur eller en målestok til at give læringshøjden af elevernes hopperi en begribelig form. For er der noget, tidens tilregnelige børn og unge er opmærksomme på, så er det rammer og målinger. Og elever og studerende er ekstremt opmærksomme på det her med ikke at spilde tiden. Og så kan vi som undervisere få lystavlen til at blinke nok så meget med budskab om ”fordybelse”, ”refleksion” og andre dannede resultater. Børn og unge er på vej. Og de ved det. Børn og unge ved godt, at der hele tiden venter noget andet, andre steder. Denne iver efter at ville leve op til målene for bevægelse, både de formelle og de personlige, er noget, vores konkurrencekultur har været med til at dope en hel generation med. Og når vi nu er med til at dope en hel ny generation, er det ikke urimeligt, at vi gerne vil kunne spore resultatet af vores bidrag til jump-generationens læringsmæssige form. Nu har vi elevplaner og en ny karakterskala. Vi har amputeret den gruppeorganiserede projektpædagogik. Så eleverne løber alle alene. Kan det undre nogen, at så mange sidder foran en computer for at puste ud? [ Tem Frank Andersen er født i støvet af 69-generationens blomsterbørn. Er far til tre - og en hund og en kat. Forskeruddannet ved Aalborg Universitet i kultur, medier og læring. Cand.mag. og ph.d. Formand for Aalborg Karate Skole. Næstformand for Folkeuniversitetet i Aalborg. Eksternt tilknyttet Aalborg Universitets Center for Interaktive Digitale Medier.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...