EMNER

Børn ned til 10 år ryger e-cigaretter

bekymrede forældre kontakter Kræftens Bekæmpelse

Arkivfoto

Arkivfoto

HELE LANDET: Flere og flere bekymrede forældre kontakter Kræftens Bekæmpelse, fordi deres børn er begyndt at ryge e-cigaretter.

14-årige Emily Gordon Bogs har i over et år røget e-cigaretter. Hun elsker smagen, og så synes hun, det er et bedre alternativ til almindelige cigaretter.

- Mine venner begyndte at ryge rigtige cigaretter, og det ville jeg ikke selv, for jeg synes, det lugter. E-cigaretter er en meget bedre måde at gøre det på, siger hun til DR Ultra Nyt.

Emily Gordon Bogs er langt fra den eneste, som godt kan lide en elektronisk cigaret. Ifølge en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse var der i 2010 én procent af danskerne, der dagligt eller engang imellem røg e-cigaretter, mens det nu er fem procent. Det svarer til godt 200.000 danskere.

Hos Kræftens Bekæmpelse har de oplevet, at børn helt ned i 10-års alderen ryger e-cigaretter.

- Vi har oplevet, at der er flere og flere forældre, der henvender sig, fordi deres børn er begyndt at ryge. Og det er en glidebane, fordi de tager noget meget usundt. Og så kan det jo ende med, at de begynder at ryge rigtige cigaretter, siger Per Kim Nielsen, der er projektchef for Forebyggelses- og Dokumentationsafdelingen hos Kræftens Bekæmpelse.

Man kan ryge e-cigaretter med og uden nikotin. Emily Gordon Bogs ryger det mest af alt, fordi det smager godt. Man kan nemlig få det med forskellige smage som f.eks. vanilje, citrus og chokolade.

- Det smager nærmest som slik, siger hun.

Netop de mange forskellige smagsvarianter vækker stor bekymring hos Kræftens Bekæmpelse.

- Du kan få dem med alle mulige forskellige smagsstoffer. F.eks. jordbær eller lakrids. Det er jo en måde at lokke blandt andre børn til at begynde at ryge, siger Per Kim Nielsen til Ultra Nyt.

Men det er ikke kun smagen, der lokker Emily Gordon Bogs til at ryge. Det handler nemlig også om at være en del af fællesskabet.

- Det er på en eller anden måde bare et helt specielt fællesskab, man har i rygergruppen. Og det er bare hyggeligt at være med i den gruppe, siger hun.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.