Børnepasning

Børn og ældre - en god blanding

Alle er glade, når børnehaven besøger ældrecenteret

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Børnehaven Hedelundsgade, Lene Hardahl og lederen af Aktivitetsceneteret Grønningen, Hanne Carlsen er enige om det værdifulde i samarbejdet for både børn og ældre.Foto:Henrik Louis

BRØNDERSLEV:Det startede med, at lederen af Børnehaven Hedelundsgade, Lene Hardahl og lederen af Aktivitetsceneteret Grønningen, Hanne Carlsen mødtes til et kommunalt kursus for et par år siden. - Vi blev enige om, at det var en god idé med et fast samarbejde. Og både børn og ældre synes, det er sjovt, fortæller de. Siden har børnene i børnehaven besøgt de ældre to-tre gange om året. Senest til fælles fastelavnsfest i fredags. Det var helt tydeligt, at der var brede smil på begge sider af kaffe-/sodavands bordet. Og flere af de ældre var klappede og sang med under sanglegene - enkelte deltog endda på gulvet. Der var ca. 40 fra ældrecenteret og 40 fra børnehaven, der også fik slik og hjemmebagte fastelavnsboller. - Det er sjovt - især at slå katten af tønden, synes tre-årige Rasmus, der er udklædt som abe blandt de mange børn. - Det er en god idé, at børnene kommer på besøg her - det er altid dejlig med børn. Det lyder altid godt, når de synger for os, siger Karen Jensen og Marie Pedersen, brugere af Aktivitetscenteret. Afslappet skuespil Første gang kom børnene bare og sang for de ældre. Hanne Carlsen fortæller, at de ældre hygger sig med børnebesøg. - Selv demente uden sprog liver op og er med, når børnene synger sange, de kender. Mange ældre har deres børnebørn langt væk - omvendt har mange børn deres bedsteforældre langt væk. Så kontakten mellem generationerne kan være en slags erstatning. Nogle af de ældre stadig snakker om børnenes forestilling "Klods Hans" sidste år. - Børnene spillede godt - de var naturlige og sagde deres replikker tydeligt - ikke mindst Klods Hans (Bjørn), tilføjer hun. Måske har de mindre sceneskræk, end når de spiller foran familie og venner. - Måske har de sværere ved at vise det for forældrene - de slapper nok mere af, når mor og far ikke ser det. Men de kan i hvert fald godt lide at komme ud og optræde - og få lov til at vise, at de har lært at stå på en scene, forklarer Lene Hardahl. Gamle børnesange Hun tilføjer, at børnene også er glade for at synge. Og det fremgik tydeligt, da centerets spillemand, Aksel Thomsen fandt nodehæftet frem med de gamle børnesange. Bro-bro brille, Så går vi rundt om en enebærbusk og Første den ene vej... - Nogle af de ældre skal lige overvinde sig selv, inden de danser med. Desværre kender byens ældre ikke til de mange tilbud på centeret. - Nogle ved ikke engang, hvad Grønningen er, siger Lene Hardahl. - Nej, ikke engang ældrerådet. Men 500-600 har dog deres gang her hver uge - og der er 27 hold i gang med forskellige aktiviteter. Samarbejdet med børnehaven er bare én, tilføjer Hanne Carlsen. Nogle af de ældre søger i øvrigt pennevenner blandt børn i 3.-4. klasse. Næste besøg fra børnene i Hedelundsgade bliver med forestillingen Ali Baba her i april. - Men flere af de ældre har måske aldrig set en børnehave, så måske var det en idé med et genvisit snart, funderer de to institutionsledere.