Børn og benzin

Børnefamilier flytter til Aalbæk - mange af dem fra Skagen

EMNER 25. oktober 2008 06:00

AALBÆK: - Vi konstaterer, at Aalbæk tiltrækker mange børnefamilier, blandt andet fra Skagen. Det sagde Margrethe Vejby i sin formandsberetning på borgerforeningens generalforsamling. Der er gode vej- og togforbindelser i flere retninger. Børnehaven er borgerforeningens største aktiv. - Aktuelt er der 51 børn, snart 54 børn i børnehaven, fortalte formanden. Børnehaven har i årets løb også fået penge til legepladsen, og murværk, stakit og vinduer er renoveret, ligesom borgerforeningen gav penge til julefesten. Efter mange års kamp for Kulturhuset, ses det nu også som et stort aktiv for foreningen og byen. - Det seneste landdistriktsmøde blev holdt i Kulturhuset, og jeg var stolt over at vise vores funktionelle hus frem. Det kan anvendes til mange forskellige formål. Og haven ligner efterhånden en rododendronpark. Flere tilflyttere? Måske er der mulighed for flere tilflyttere. I hvert fald er der nye udstykninger på Søndergårdsvej, Lærkevej/Vibevej og Læsøvej. På minussiden er, at det ikke mere er muligt at tanke benzin i Aalbæk. - Handelsstanden og borgerforeningen har skrevet ansøgninger til ti benzinselskaber. Kun fire reagerede, og kun et selskab viste interesse. Der er endnu ingen afklaring, men vi håber på en snarlig løsning efter en lang og sej kamp, sagde Margrethe Vejby. Jørgen Duus - en af foredragsholderne i forbindelse med netværksarbejdet - havde i øvrigt undret sig over, at der er så mange parkeringspladser i Aalbæk. - Han indså fornuften i det faktum, da vi forklarede, at aalbækkerne ikke går mange skridt uden at flytte bilen. Endnu et argument for en benzinstander i Aalbæk.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...