Børn og unge skal trylle med bolden

Fodbold 23. april 2003 08:00
AALBORG: I kølvandet på Dansk Boldspil-Unions succes med fodboldskoler for børn og unge, har Dansk Håndbold Forbund (DHF) taget ideen op og har i de senere år haft lignende succes-oplevelser. "Overalt i Danmark er der håndboldskoler - også i nærheden af, hvor du bor", hedder i det i håndboldforbundets brochuremateriale. Og ganske rigtig. I Aalborg Kommune kan børn - både øvede og uøvede - født i årene fra 1989-1993 få adgang til en håndboldskole i Klarup-hallen (Nøvling IF) i uge 26 fra 23.-27. juni. I samme uge kan børn født i 1989-1991 komme i Ferslev-hallen (Dall-Ferslev IF). Fra 8.-10. august arrangerer Skalborg SK i Skalborggardhallen for børn født 1990-1993. I den nordjyske håndboldkreds er der i løbet af sommeren også håndboldskoler i Støvring, Kongerslev, Jetsmark (Nolshallen), Aabybro, Ålbæk, Hjørring, Sæby, Frederikshavn, Dronninglund, Sindal, Dybvad, Taars og Fjerritslev. Håndboldforbundets håndboldskolekonsulent Katja H. Nielsen: - Deltagerne er med til håndboldtræning, kampe, samt andre sjove aktiviteter. Mange steder er også strandhåndbold på programmet. Som noget nyt i 2002 indførte vi årets tekniske satsning, hvor der blev arbejdet med "koordination og bevægelsestræning", Dette blev en stor succes, og temaet i 2003 er "at trylle med bolden". Inge Kjær fra Dall-Ferslev IF fortæller, at håndboldskolen i Ferslev-hallen vil få besøg af to spillere fra Aalborg HSH's ligahold. Der vil blive en tur ud af huset til strandhåndbold, en officiel vandplaskedag, musikalsk indslag, og selvfølgelig en håndboldturnering, hvor deltagerne vil få mulighed for at benytte sig af de nye ting de får lært på håndboldskolen. Enkelte steder er der specielle forhold som gør, at prisen er billigere eller dyrere end de 350 kr., som deltagerne i Ferslev-hallen skal af med. Med i prisen er fem dage med træning, kampe, aktiviteter, en håndbold, en T-shirt, en drikkedunk og et diplom. brula
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...