Børn og voksne hyggede sig i Sdr. Saltum

Frederik Algren Jensen med tømmen flankeret af sin far John

Frederik Algren Jensen med tømmen flankeret af sin far John

SDR. SALTUM: Tre hestevogne med 30 børn og voksne hyggede sig med en tur i det grønne. Sdr.Saltum Borgerforening havde inviteret byens borgere til hestevognskørsel fra torvet i byen. De mange børn og forældre havde valgt en perfekt ramme om arrangementet. Efter en tur ad små veje nåede de til Thise Kirke, hvor rundstykker og kaffe/sodavand blev nydt, inden turen gik retur til Sdr. Saltum. Til aftenens grillarrangement var der mødt 70 voksne og børn op og de fik en hyggelig aften. I løbet af aftenen blev den efterhånden traditionelle ringridning for børn afviklet og i hesteklassen stillede syv forskellige heste op i de tre kategorier: Pony 0-10 år, pony/hest 11-14 år og hest 15 år og derover. I cykelringridning var der 10, der stillede op i de tre kategorier: 0-8 år, 9-12 år og 13 år og derover. Efter at vinderne var fundet i de forskellige kategorier blev aftenen afsluttet med snobrød og fodboldkamp for alle interesserede. Formand for borgerforeningen, Kent Pedersen, var ovenud tilfreds med arrangementet. - Vi var lidt skuffede over fremmødet til hestevognskørslen, men meget tilfredse med den fine opbakning til grillaftenen, siger han. Kent Pedersen kunne konstatere, at da aftenen sluttede kl. 23.00 var der stadig over 50 tilbage. - Vi vinder ikke noget økonomisk på arrangementet, men giver borgerne en god dag og med god hjælp fra sponsorerne kan vi få det til at løbe rundt, siger formanden.