Børn og voksne kan komme i underverdenen

AALESTRUP:Aalestrup Bibliotek inviterer tirsdag 20. september til sæsonens første arrangement for børn. Det foregår på Knaberscenen, hvor Musikteatret Undergrunden opfører operaen "Orla-Fus i underverdenen". Orla-Fus er en knægt på 5 år, men allerede en stor musiker. Det sejeste, han ved, er at spille for sin bedste veninde Eva-Lise. Men en dag bliver legen afbrudt: Eva-Lise kommer i børnehave, for hendes mor skal begynde på arbejde. Men Orla-Fus vil trodse de voksne og hente Eva-Lise hjem. Historien stammer fra de gamle grækere - de kaldte børnene Orfeus og Eurydike. Operaen er lavet i mange versioner. Musikteatret Undergrundens version når ud til publikum i alderen 3 til 8 år. De to professionelle operasangere formår at holde børns interesse fangen. De har tidligere med stor succes spillet operaen Hans og Grethe på Knaberscenen - også for børn i børnehavealderen. Der er gratis adgang til forestillingen, og billetter kan hentes på Aalestrup Bibliotek.