Børn på banen

Glade under spiller bold og hygger sig i FFK-Centret

Fodbold 21. oktober 2002 08:00

FREDERIKSHAVN: Høj musik tordner ud af højttaleren og kæmper mod lyden af barnestemmer, der hamrer mod hallens hårde akustik, og korte ben, der pisker hen over et knaldrødt gulv. Fem badmintonbanerer er gjort klar. De fire bruges til deres formål. Ved det fjerde øver en flok drenge sig på at skyde en fodbold over nettet. Det går ikke stille for sig. En lille pige, der helt sikkert ikke opfylder minimumskravet om at være otte år, tusser rundt udenfor banen og spiller badminton med sig selv og sin hvide ballon. Hun er helt i sin egen verden. Der er Sjov Lørdag i FFK-hallen for børn mellem otte og atten. Endnu spises der omkring de frederikshavnske middagsborde, og aftenens største ryk-ind ligger en times tid ude i fremtiden. Men ved halv ni-tiden plejer der at komme mange. Omkring 150 er det normale. Så venter der forældrene et par rolige lørdagaftenstimer, indtil hallen lukker klokken 23. Et par voksne går ind på bane fem og får det vilde fodboldspil lavet om til en gang volley. Nu går det mere stille for sig. De voksne ser ud til at have det lige så sjovt som børnene. I hallen ved siden af spilles der også fodbold. Drenge i stærkt varierende højder drøner rundt. Halvdelen har taget nogle blå klubtrøjer på. Nogen når de til knæene. Men der er vist noget galt med holdfordelingen. Hele spillet foregår på den ene banehalvdel, og målmanden oppe i den fjerneste ende ser ud til at kede sig forfærdeligt. Hans ansigt lyser op, hver gang bolden tager den rigtige retning, men næsten hver gang vender spillet midt på banen. Inde i cafeteriet står Mads Nielsen på ni år med sin ketscher og store forventninger. - Det er første gang, jeg lige har været her. Det bliver rigtig sjovt, siger han med overbevisning i stemmen. Han går ikke selv til badminton, men kan godt spille lidt. - Min storesøster går til det, siger han. Og så kommer jeg sommetider herned og spiller lidt. Men på spørgsmålet om, han selv skal gå til badminton, lyder svaret: - Nej, for jeg har lige fået et keyboard. Det går jeg til. Styr på tropperne Hver gang stiller en fire-fem frivillige op. Det er for de flestes vedkommende medlemmer af volleyballafdelingen, der styrer løjerne. . Som regel de samme, der så skiftes til at passe de forskellige ting. Dan Klitgaard sidder for eksempel og fordeler badmintonbaner. Et kvarter til hvert hold. Så når alle at komme til. For det meste går tingene fredeligt for sig, og børnene finder selv ud af, hvad de vil lave. Men en sjælden gang kan det blive nødvendigt for de voksne at gribe ind, hvis gemytterne koger over, eller ungerne skal have ideer til nye lege. - Sidste år spillede vi rundbold et par gange, siger Karin Edelsten, der sidder indenfor døren sammen med Tanja Nielsen og tager imod. - Sommetider har vi også en hoppeborg. Det afhænger lidt af, hvor mange, der kommer. Der plejer også at være floorball-hold, og ind i mellem spilles der håndbold. Derimod var diskoteket ingen succes, så det er lukket igen. Der var for få, der gik derind. En helt ny ide er børnefødselsdage i forbindelse med Sjov Lørdag. Fødselaren og gæsterne kommer en time før normal åbningstid og får serveret pølser og pommes frites. Og så er der ellers frit slag resten af aftenen. Indtil videre har der kun været holdt en fødselsdagsfest. Det gik fint, og arrangørerne håber, ideen vil brede sig.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...