Børn samler penge til bakke

Børneteater og julestue skal skaffe Vrensted en ordentlig kælkebakke

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det er ikke sjovt at trække en kælk på et fladt stykke jord - en ordentlig bakke er sjovere. Foto: Hans Ravn

VRENSTED:Nu skal det være slut med små, snoldede kælketure i Vrensted - ture, der højest varer tre til fire sekunder og ikke et øjeblik giver sug i maven. Nu skal børnene have en ordentlig kælkebakke. Det besluttede Doris Svenningsen for et stykke tid siden, og hun funderede lidt over, hvordan der kunne skrabes penge sammen til at lave en kælkebakke med noget mere sus i. Snoldet kælkebakke De seneste mange år har børnene i Vrensted kælket på en lille bakke på den såkaldte Stationsplads, hvor jernbanen passerede dengang der var tog mellem Brønderslev og Løkken. Men bakken er ikke stor, ligesom den slides et par centimeter hver vinter. Og derfor skal den gøres større ... og hvorfor egentlig ikke slå to fluer med ét smæk, tænkte Doris Svenningsen. - Jeg har spillet dilettant det meste af mit liv, og det er en gammel drøm at lave teater med børn, siger Doris Svenningsen, som er instruktør og tovholder på en forestilling, der har 18 børn i alderen to -17 år og som opføres i dag i Vrensted Forsamlingshus. - Planen er, at overskuddet fra forestillingen skal gå til at få lavet en bedre kælkebakke i Vrensted, siger hun. Julemarked Børnene har øvet en gang om ugen for at være klar til den store dag - og håber på en fyldt sal i dag, hvor slaget om kælkebakken skal slås. Forestillingen hedder ”Juletræ efterlyses”, men Doris Svenningsen vil ikke oplyse mange detaljer om handlingen - det skal først frem, når forestillingen opføres. Doris Svenningsen har ikke et budget på forbedringen af kælkebakken, men hun er overbevist om, at det nok skal lykkes. - Vi holdt også julemarked 2. og 3. december i Vrensted, og her fik vi sponsoreret en masse ting, der blev solgt - også for at få penge til kælkebakken, siger hun. Det er ikke første gang, at kræfter i Vrensted arbejder for at få en bedre kælkebakke i byen, men hidtil har resultatet været til at overse. Denne gang tror Doris Svenningsen dog på, at det nok skal lykkes. Langsigtet sidegevinst Doris Svenningsen har tillige en lille dagsorden ved siden af overordnede med at skrabe penge sammen til kælkebakken. - Jamen, jeg vil jo gerne lære børnene, at det er sjovt at stå på en scene. Og så kunne det jo være, at vi får glæde af dem senere, når der skal laves dilettant i Vrensted - det håber jeg da, siger hun. Men foreløbig knokler hun og børnene med at få styr på julehistorien. Generalprøven foregik torsdag 7. december i Vrensted Forsamlingshus. Her holdt Vrensted Pensionistforening sin julefrokost, som i år blev peppet op med et rigtigt juleeventyr - opført af 18 lokale børn.

Breaking
Politiet advarer efter brag i Aalborg: Hold jer væk fra disse flasker
Luk