Børn udvikler forskellige strategier til at overleve når far slår

Børn bliver mærket af at leve i en familie, hvor far slår mor. Selv om de måske ikke ser selve den fysiske vold, og selv om de aldrig selv bliver slået, så bliver de mærket af stemningen, deres mors angst, den uforudsigelige hverdag.

I sit arbejde på krisecentret oplever pædagog Gitte Larsen, at børn reagerer meget forskelligt. - De har forskellige strategier. Nogle trækker sig og vælger den taktik at være mindst muligt hjemme. De er sammen med venner og går til sport og beskytter dermed sig selv, mens andre føler ansvar for, at der ikke skal ske deres mor noget og sørger for at være der, når det sker, så de kan gå imellem. Det er typisk de store drenge, der forsøger at gå imellem, mens de yngre forsøger at aflede stemningen og glatte ud, forklarer hun. Fælles for de fleste er, at de store tager sig af de små, og at de sjældent tager andre børn med hjem, for de ved jo ikke, hvad der sker. - Nogle har ikke ret mange venner, andre har overhovedet ingen, siger hun. Det påvirker barnet at leve i den usikkerhed, og det er meget svært for barnet at forstå, hvorfor det er sådan. - Barnet bliver ofte usikkert. Det menneske, der slår éns mor, er også et menneske, man holder af. Han er ofte en far, der også giver børnene gode oplevelser. Det er svært at se sin mor, som man holder af, blive slået, og svært at forstå, at ens far kan finde på at slå hende, fortæller Gitte Larsen. På længere sigt får mange af børnene svært ved at knytte sig til andre voksne, og nogle reagerer ved selv at få voldsomme agressioner. Det er også svært at fastholde nogle sunde værdier. - Nogle får svært ved at finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert. Det almindelige normalitetsbegreb bliver ødelagt. Barnet kan blive meget ambivalent i forhold til sin familie. Selv ind i voksenlivet kan volden få følger for barnet. - Der er stor risiko for, at de børn selv kommer til at bruge vold i deres familie. Pigerne vil også have større chance for at udsætte sig selv for vold. Men der er også mønsterbrydere, siger hun. På Krisecentret arbejder Gitte Larsen med at støtte børnene og hjælpe dem til at få bearbejdet det, der er sket. De ting, der har været fortiet, bliver sagt højt på krisecentret, og det er en stor lettelse for børnene, at hemmeligheden bliver brudt. - Vi hjælper børnene med at få sat ord på deres oplevelser og de følelser, det indebærer. Det kan være følelser som angst og skyld, som er svære at bære for et barn. Mange ting kan være svære at skille ad. For eksempel at barnet jo holder af sin far, men ikke kan lide ham, når han slår mor. - Vi hjælper barnet til at få et rimeligt forhold til sin far. Han er ofte en far, der også giver barnet gode oplevelser, og det er svært for barnet at forstå, at han rummer begge sider, siger Gitte Larsen. For børnene er det også en stor lettelse, at der nu endelig er nogen, der tager sig af deres mor. Så kan de selv slippe ansvaret lidt. Metoden til at få det bearbejdet er også forskellig afhængig af barnets alder, men det foregår altid på børnenes præmisser og uden pres. Når det gælder større børn, kan det godt være samtaler. - Nogle børn snakker om det igen og igen, mens andre har meget svært ved at tale om det, der er sket. For mindre børn foregår det ofte gennem leg. - Man kan snakke om deres eget liv gennem historier. Nogle elsker at tegne, andre kan lide at lave rollespil som far, mor og børn. Det kan være, at legomanden slår på møblerne, eller at legodrengen skal passe på lillebror. Så kan jeg spørge dem "Hvad gør børnene?", og børnene svarer måske, at de får ondt i maven, eller at de gemmer sig. Det er lettere at tale om det, når det er legomanden, det drejer sig om, siger hun. Også efter tiden på krisecentret er der hjælp at hente. De større børn er altid velkomne til at komme og få en snak på krisecentret, og Gitte Larsen snakker med dem om deres vennekreds og de voksne, der er omkring dem. Det er godt for dem, hvis de kan få en voksen ven.

Forsiden