Børn var parat med svar

Fire 6. klasser dystede i bibliotekernes landsdækkende læsequiz

Ida Smith
De elever, der ikke deltog i selve quizzen, var gode til at bakke deres klassekammerater op fra tilskuerrækkerne. Foto: Torben Hansen
Dyr 1. oktober 2006 06:00

FARSØ: Hvad er navnet på Thors hammer? Og hvem er det, der lister rundt om natten, og som ikke kan lide at blive drillet? Det vidste eleverne fra 6. klasse godt, da de blev spurgt. I det hele taget var det fire dygtige og jævnbyrdige hold, der i fredags stillede op til indbyrdes dyst i bibliotekets quiz ”Smart-Parat-Svar”. Farsø Bibliotek var det eneste i Vesthimmerland, der havde valgt at deltage i den landsdækkende konkurrence. Alle kommunens 6. klasser var inviteret til at stille med et hold, og det tilbud tog fire klasser imod. Fra Ullits Skole kom ”Dengserne”, fra Strandby Skole kom ”Team Einstein”, og Farsø Skole stillede med to hold, nemlig ”Power Brains”, 6.a, og ”De Vilde Vildsvin”, 6.b. Oppe på tilskuerrækkerne i Thit-salen jublede holdenes klassekammerater, når der blev svaret rigtigt. Børnebibliotekar Karin Bacher styrede slagets gang: - Katten op at stege, hvem skal op at hænge? - Hunden, lød det rigtige svar. - Jungledyret Hugo har en god ven, Rita. Hvilket dyr er det? - En ræv, lød det rigtige svar. - Hvilken plante var skyld i Balders død? - En mistelten, var svaret. Og sådan gik det slag i slag gennem kategorier som Ringenes Herre, Fantasy, Andeby, Dyrefortællinger, Tegneserier, De Små Synger og meget mere. - Der er også meget held i det, erkender Karin Bacher. - Der er meget forskel på sværhedsgraden i spørgsmålene. Men det er jo heldigvis de samme spørgsmål over hele landet, siger hun. Eleverne i Farsø nåede de fleste igennem, før vinderholdet var fundet. Det blev ”De Vilde Vildsvin”, som nu går videre til de regionale mesterskaber, der holdes i Aalborg engang i oktober. Sidste år nåede Farsø Kommunes vinderhold videre helt til finalen i Gentofte, så ”De Vilde Vildsvin” har en tung arv at løfte.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...