EMNER

Børneaktiviteter skaber sammenhold

Blære fik i går besøg af børnebykomitéen, som skal kåre en vinder

BLÆRE:Blære er med i kapløbet om at blive årets nordjyske børneby i år, så derfor var børnebykomitéen i går på besøg for at få et indtryk af de forskellige ting, byen gør for børnene. Inger Nielsen fra Blære har indstillet Blære til Årets Børneby, og hun håber også, byen vinder. Hendes egne fem børn i alderen 1 til 13 år har benyttet tilbuddene meget, og hun mener, byen har noget at byde på for alle aldersklasser. - Der er mange børn, så der sker noget hele tiden. Det er fantastisk, at der i så lille et samfund kan foregå så mange aktiviteter for børn i alle aldre, fortæller hun. Godt for tilflyttere I Blære er der adskillige aktiviteter og lege for børnene. Fra påskeferien til sommerferien er der Bold og Leg for børnene fra børnehaveklassen op til 7. klasse, hvor frivillige sørger for at lege med børnene og spille fodbold og håndbold. Næsten alle aktiviteter foregår ved klubhuset, hvor frivillige sidste år byggede en overetage, så børnene kunne få mere plads. På samme tidspunkt opstod Spiren, som er en legestue for forældre og deres børn. Her mødes de en gang om ugen til socialt samvær for både børnene og forældrene. - Legestuen er især god for tilflyttere, som gerne vil lære nogen at kende. I det hele taget er aktiviteterne for børn et godt sted at mødes, for rigtig mange forældre engagerer sig i det, forklarer Inger Nielsen. Stor indflydelse Der er også åbnet en juniorklub for børnene fra 4. til 6. klasse, som holder åbent en gang om ugen. Det er også frivillige, der på skift har en vagt i klubben for at holde øje med børnene. Ungdomsklubben for de unge fra 7. klasse og opefter holder til i de nye lokaler oven over klubhuset, hvor der er stillet computere, tv og bordfodboldspil til rådighed. - Vi styrer selv ungdomsklubben. Der er ikke nogle forældre eller pædagoger til at holde øje med os. Vi har klubaften hver anden onsdag, og derudover kan alle selv hente en nøgle hos bestemte forældre, hvis de er nogle stykker, der gerne vil hygge sig i klubben, fortæller formanden for ungdomsklubben, Mads Hjorth Andersen på 18 år. Børnene er vigtigst Udvalget, der skal kåre Årets Børneby, består af 10 personer, som tæller tre børn og unge og syv voksne. De blev vist rundt til de forskellige aktiviteter, som foregik både indenfor og ude på sportspladsen. - Det er meget interessant at se, hvordan det hele foregår. Jeg synes især, det var spændende, at de unge selv styrer ungdomsklubben, og de bare kan hente en nøgle, når de har lyst til at være sammen, siger formand for komitéen Bent Pedersen (S), der sidder i amtsrådet og fortsætter: - Jeg tror også, det betyder noget for de små landsbyer, at der er et godt sammenhold, når de skal tiltrække nye tilflyttere. Inger Nielsen ser frem til afgørelsen, men hun bliver også glad, selvom Blære ikke vinder. - Det er da dejligt, hvis vi vinder, men det vigtigste er, at det kører godt, og børnene har det godt. Udvalgsmedlemmerne ser hver især på forskellige ting. Når de imorgen er færdige med at besøge de fem nominerede byer, sætter de sig sammen og beslutter, hvilken by, der løber med æren af at være Årets Børneby 2003. Det bliver dog først afsløret 27. september i Nordjyllands Radio, hvem der vinder prisen.