Børnebørn i klasseværelserne

Birgit Jensen har undervist i Saltum i 40 år i dag

Poul Borup
Birgit Jensen har undervist på Saltum Centralskole i 40 år
Løkken 1. september 2007 06:00

SALTUM: Hej Farmor. Det er hverdagen for lærer Birgit Jensen på hendes arbejdsplads gennem 40 år. Jubilæet i dag fejes på skolen på fredag. Hun har den glæde, at hendes børnebørn er elever på Saltum Centralskole, som hun har været en del af siden 1967. Birgit Jensen, 62 år, blev ansat efter en kort samtale uden de store dikkedarer med sparekassedirektør Severinsen og pastor Sieborg, der begge var medlemmer af skolekommissionen. Hun er fra Vittrup ved Løkken og blev uddannet fra Hjørring Seminarium i 1967. De første år boede familien i V.Hjermitslev og i 1972 byggede hun og hendes mand, Kristian Jensen, hus på Fælledvej. Birgit Jensen har været med i hele skolens udvikling lige fra dengang, man gennemgik bogen fra a til z, og til i dag, hvor kravene fra det omgivende samfund er anderledes. Da Birgit Jensen startede, var børnene mere autoritetstro og gjorde, hvad der blev sagt. I dag stiller børn og forældre spørgsmål til næsten alt, men samtidig er de meget mere kvikke og åbne og ifølge Birgit Jensen er der rigtig mange gode ting ved skolen i dag. Hun kan dog godt mærke, at det er børn af travle forældre, hun møder i dag. På spørgsmålet om, hvordan man kan være på samme arbejdsplads i 40 år, kommer det hurtigt; - Jamen, Saltum skole er en utrolig god arbejdsplads med masser af gode kollegaer, der også har været her i mange år og ikke mindst en masse søde børn. Birgit Jensen har fortrinsvis undervist i naturfag, kristendom og hjemkundskab. I de senere år har hun også kastet sig over specialundervisningen.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...