Børneby med meget mere

Tekst: Anne Blume Schmidt
 
Foto: Kurt Bering
kurt.bering@ nordjyske.dk
På Vrej­lev/Hæ­strup Sko­le bli­ver fri­kvar­te­re­ne blandt an­det brugt på fod­bold.
Poulstrup 23. september 2006 06:00

POULSTRUP: Bølgende majsmarker byder velkommen til Poulstrup. Landsbyen, hvor centrum hedder Hovedgaden, og hvor der er tradition for at stå sammen. Når der mangler en hal, eller når dagligvarebutikken går ned, træder borgerne til, og lægger både penge og kræfter i deres fælles landsby. Sammenholdet får æren for, at Poulstrup i sidste uge blev kåret til årets børneby i Nordjylland, men Poulstrup er også meget andet end børneby. NORDJYSKE er på tur i landsbyen, og begynder i byens arkiv som gemmer sig bag brogede, brune gardiner i et lille hus i Hovedgaden. Her fortæller Erik Jess om byens historie. - Der er spor efter beboelse helt tilbage fra Vikingetiden, men i nyere tid er Poulstrup bygget op om det mejeri, der blev flyttet hertil i 1885, forklarer Erik Jess, der hver uge bruger timer på at arkivere tekster, billeder, malerier og alverdens andre lokalhistoriske effekter, som forskellige borgere skænker arkivet. - Traditionelt var Poulstrup serviceby for de mange gårde i området, siger Erik Jess og peger på en række billeder af mindre gårde med masser af marker omkring. I dag er der få, men store gårde tilbage. - Der er heller ikke så mange erhvervsdrivende, som der har været, men vi har da både håndværkere og en butik, siger Erik Jess. Uden butik går det ikke Butikken, som er at finde længere nede ad Hovedgaden, er én af byens stoltheder. Det var ellers ved at gå grueligt galt for nogle år siden. Butikken lukkede, men byens borgere fandt hurtigt ud af, at de måtte gøre noget for uden butik manglende et af de centrtale samlingssteder. Derfor begyndte en indsamling, og snart var der penge til at købe butikken tilbage. - Mange borgere har aktier i butikken, og nu går det rigtig godt, siger Karin Pedersen, der bestyrer Kwik Spar. Butikken er stedet, hvor man finder oplysninger om alt fra power yoga til rengøringshjælp og chinchilla-unger. Opslagstavlen i forgangen er stedet hvor man udveksler beskeder, og i butikken kan man købe det meste. Og mangler der kunder, kan Karin Pedersen bare ringe og få fat på nogen. - Jeg vil tro at jeg kender 90 procent af de kunder, der kommer herind, siger hun med et smil. Jeanette Stagsted kender endnu ikke helt så mange kunder. Hun er sammen med sin kæreste netop flyttet til Poulstrup for at arbejde i Kwik Spar. - Det er en dejlig by at komme til. Folk er rigtig flinke, husene er billige, og der er mange gode fritidstilbud, lyder det rosende. Skal bæres herfra Poul Erik Sørensen er én af de trofaste kunder, som Jeanette Stagsted ofte kommer til at betjene. Han står klippefast på at blive i Poulstrup resten af sin tid. - Jeg skal bæres herfra, konstaterer Poul Erik Sørensen, som har boet i byen hele sit liv - bortset altså fra en enkelt afstikker til Tyskland, hvor han var soldat. Han virker ganske overrasket over at skulle forklare hvorfor han har det sådan. - Jeg kan ikke finde et bedre sted at bo - her er alle nemme at komme i snak med, siger han. Foreningslivet danner en fast ramme om det sociale liv i byen. - Jeg har været med i borgerforeningen i mange år. Jeg var med til banko og en masse andre ting, siger Valborg Larsen, som NORDJYSKE møder på gaden i Poulstrup. Nu bruger hun mest tilbuddene i aktivitetscentret, der er rettet mod byens ældre. Men hun nyder også at kigge på de legende børn på legepladsen “ministrup.” - Nogle gange er mine børnebørn hernede, forsikrer hun. Lige nu er det børnene fra børnehaven, der gynder og vipper på de farvestrålende legeredskaber. - Poulstrup er en god by at bo i. Mine to bedste venner bor her, og jeg tror aldrig jeg flytter herfra, konstaterer Rasmus. Han kan sagtens forstå, at det er Poulstrup der vandt titlen som årets børneby, og han har også et godt forslag til, hvad byen skal bruge præmie-pengene til. - Jeg synes, vi skal købe “Falken” fra Fårup Sommerland, siger han. Men bliver det ikke til “Falken”, er der mange andre ting at tage sig til for de små. De kan gå til fodbold, badminton, ridning, spejder eller måske blive medlemmer i byens helt nye motionscenter. Men sådan har det ikke altid været. Hella Henriksen har boet i Poulstrup i cirka 60 år, og når hun tænker tilbage på sin barndom var der et mere begrænset udvalg af aktiviteter at vælge imellem. - Dengang gik man enten til fodbold eller gymnastik, husker hun. Jo, der er sket meget i årets børneby, siden Hella Henriksen var barn, og hvis man skal tro folkestemningen, er det sammenholdet og opfordringen til at føre selv skøre ideer ud i livet, der skaber udviklingen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...