Børnecheck: Løkke tvivler på lovlighed men stemmer for

Der er en "vis tvivl om", hvorvidt forslag er i overensstemmelse med EU-retten. Alligevel stemmer Venstre for.

Da Venstre torsdag skulle stemme om børnechecken i folketingssalen, gik den tidligere Venstre-minister Birthe Rønn Hornbech imod partilinjen.

Hun ville ikke stemme for De Konservatives beslutningsforslag om at genindføre VK-regeringens genoptjeningsprincip, fordi hun mener, at princippet strider mod EU-retten.

Dermed udstiller Birthe Rønn Hornbech, at Venstre ifølge en stribe jurister ikke er på sikker juridisk grund, når det gælder det tilspidsede opgør med regeringen om børnechecken.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har også selv tidligere sået tvivl om, hvorvidt det er i overensstemmelse med EU-retten at vende tilbage til VK-regeringens genoptjeningsprincip.

Genoptjeningsprincippet betyder, at EU-borgere skal opholde sig i Danmark i to år, før de får ret til danske børnepenge. Men princippet strider mod EU-reglerne, vurderer EU-Kommissionen, og den udlægning deler regeringen og dens embedsmænd.

I et åbent brev til statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har Lars Løkke Rasmussen tidligere fastslået, at Venstre er "varme tilhængere af Det Indre Marked og den frie bevægelighed":

- Med dette følger en fælles forpligtelse til at indrette dansk lovgivning på en måde, som på en og samme tid er i overensstemmelse med EU-rettens grundlæggende principper, sund fornuft og folkelig opbakning, skriver Lars Løkke Rasmussen i brevet og tilføjer:

- Det Konservative Folkepartis beslutningsforslag, som Venstre - dersom vi ikke efterlades med andre valg - politisk må støtte op om, bidrager ubetinget til det sidste, men efterlader en vis tvivl om det første, skriver Løkke.

Alligevel stemte Venstre torsdag for De Konservatives beslutningsforslag. Det sker, fordi Venstre mener, at regeringen bør udfordre EU-Kommissionen langt mere og få afklaret retsgrundlaget via en retssag ved EU-Domstolen.

Den holdning undrer skatteminister Morten Østergaard (R):

- Vi er målløse over, at partier, som traditionelt har bakket op om vores EU-medlemskab og de rettigheder, det har givet borgere og virksomheder, nu vil se stort på juridiske vurderinger af, hvad der er lov og ret på det her område, siger Morten Østergaard.

Venstres udenrigsordfører, Søren Pind (V), som også har været skeptisk over for partilinjen, deltog ikke i afstemningen. Også Lars Løkke Rasmussen selv var fraværende fra salen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst