Børnecheck: V og K afviser rødt lovforslag

Hverken Venstre eller De Konservative vil støtte Enhedslistens lovforslag om børnecheck til EU-borgere.

Venstre og De Konservative afviser endegyldigt Enhedslistens lovforslag om børnecheck, der pålægger regeringen at afskaffe optjeningsprincippet og indføre bopælspligt i Danmark for de børn, der modtager børnechecken.

Det skriver dr.dk.

- Vi kan ikke støtte det, for det er uforeneligt med EU-retten, siger skatteordfører Brian Mikkelsen (K) til DR.

Lovforslaget skal forhindre, at børnechecken sendes ud af landet.

Begge partier erklærede sig i sidste uge åbne for at kigge på forslaget, men vælger alligevel at sige nej.

Det sker, fordi Enhedslisten i bemærkningerne til lovforslaget skriver, at partiet "er klar over, at det kan stride mod forordningens bestemmelser", hvilket betyder, at lovforslaget ville være i strid med EU-reglerne.

- For os er det klart, at når man direkte skriver i et lovforslag, at det strider mod EU-retten, så er det ikke et lovforslag, som vi kan støtte, siger Venstres Claus Hjort Frederiksen til dr.dk.

Regeringen forhandler fortsat med Folketingets partiet om et lovforslag, der følger EU-reglerne, men ifølge Venstre er der dog lang vej til en aftale med regeringen.

Som det ser ud lige nu, vil Venstre i stedet støtte De Konservatives beslutningsforslag om at tvinge regeringen til at følge dansk lovgivning i spørgsmålet om børnechecken.

I 2010 indførte VK-regeringen og Dansk Folkeparti et optjeningsprincip, det skulle sikre, at EU-borgere har reel tilknytning til Danmark, før de kan få sociale ydelser som børnecheck.

En tysk statsborger på Als klagede over, at han ikke kunne få børnecheck. På hans vegne henvendte Region Sønderjylland-Slesvig sig til EU-Kommissionen, der i 2013 fastslog, at optjeningsprincippet var i strid med en EU-forordning, der forbyder forskelsbehandling.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst