Børnepasning

Børnefamilier holdt for nar

Regeringens løfte om at ville afskaffe lukkedagene er åbenbart ikke det papir værd, det er skrevet på.

Som led i regeringens kvalitetsreform fremgik det ellers tydeligt, at lukkedage på almindelige hverdage skulle afskaffes - nærmest koste hvad det koste ville. Men det løfte har regeringen langt fra tænkt sig at indfri! Så sent som i september 2007 var familieminister, Carina Christensen, K, ellers ude med følgende salut om lukkedagene: ¿Med regeringens initiativ til at afskaffe lukkedagene følger en stor pose penge fra staten til kommunerne, så vuggestuen og børnehaven kan aflønne personalet for de ekstra dage, der skal holdes åbent¿. Men regeringen vil bruge sølle 50 mio. kr. til at afskaffe lukkedagene - det svarer rundt regnet til at fjerne en halv dag ud af de gennemsnitligt otte lukkedage, som daginstitutionerne afholder. Så at tale om en stor pose penge til afskaffelse af lukkedagene er direkte misvisende. Regeringens egen familie- og arbejdslivskommission har regnet sig frem til, at afskaffelse koster 475 mio. kr., men regeringen vil altså kun bruge en tiendedel af det nødvendige. Børnefamilierne i det ganske land må altså endnu en gang konstatere, at man på ingen måde kan stole på regeringen, når det kommer til velfærdsløfter! Lukkedagene er en direkte konsekvens af regeringens politik. Derfor ville det også have klædt regeringen, hvis den rent faktisk afsatte penge til at lukke nogle af de mange store huller, den har lavet i kommunernes økonomi - særligt når nu regeringen rent faktisk har lovet børnefamilierne at ville afskaffe lukkedagene!