Hele landet

Børnefamilier i yderområder rammes hårdt

Færre børnepenge vil øge ulighed, mener Socialdemokraterne

Arkivfoto: Michael Koch

Arkivfoto: Michael Koch

HELE LANDET: Selv om statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har gjort sig til talsmand for et Danmark i balance, rammer han med sin 2025-plan børnefamilierne i udkantsdanmark langt mere end børnefamilierne i hovedstadsområdet.

Det skriver Jyllands-Posten.

Et element i planen er at skære i børnechecken, så barn nummer et og to udløser den fulde sats, barn nummer tre en mindre sats, mens øvrige børn slet ikke giver børnepenge.

I udkantsområderne bor der forholdsvist flest familier med mere end tre børn. Det viser en opgørelse, som Danmarks Statistik har lavet for Jyllands-Posten.

Eksempelvis er der fire gange så mange store børnefamilier på Fanø, Morsø og i Lemvig Kommune sammenlignet med Frederiksberg, Egedal og Solrød Kommune.

Fanøs Venstre-borgmester, Erik Nørreby, er uforstående over for regeringens udspil.

- Forslaget sender penge fra Vestdanmark til Østdanmark. Det er ikke det, jeg forstår ved et Danmark i bedre balance. Tværtimod, siger Erik Nørreby.

Rammes dobbelt

Socialdemokraterne beskylder regeringen for at føre en politik, som rammer udkantsområderne dobbelt.

For mens der i de tyndt befolkede områder er forholdsvist flest familier, som vil få en beskåret børnecheck, er det også i de tyndtbefolkede områder, at færrest får glæde af en lettelse i topskatten, som regeringen også har spillet ud med.

- Det er vigtigt at have et land i balance, men man øger skævheden dobbelt ved kombinationen af lavere topskat og beskæring af børnechecken. Det går vi ikke ind for, siger Socialdemokraternes skatteordfører, Jesper Petersen.

Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, mener derimod, at 2025-planen i sin helhed vil komme udkantsområderne til gavn.

Hensigten med planen er ifølge ham at få gang i væksten. Hvis det ikke lykkes, vil effekten i første omgang slå igennem i de store byområder, mener han ifølge Jyllands-Posten.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst