Sundhed

Børnefamilier ønsker slik væk fra kassen

For­bru­ger­mi­nis­ter Ca­ri­na Chri­sten­sen (K) vil kræ­ve, at slik for­svin­der fra bør­ne­høj­de i bu­tik­ker­ne. Ar­kiv­fo­to: Bent Bach

For­bru­ger­mi­nis­ter Ca­ri­na Chri­sten­sen (K) vil kræ­ve, at slik for­svin­der fra bør­ne­høj­de i bu­tik­ker­ne. Ar­kiv­fo­to: Bent Bach

KØBENHAVN:Knap halvdelen af børnefamilierne synes, at slikket skal væk fra kassen i supermarkedet, eller at der skal tilbydes et sundt alternativ, når man køber ind. Det viser en analyse, som FDB har gennemført om danskernes holdninger til, hvor de søde sager placeres i butikkerne. Men samtidig viser undersøgelsen, som 1500 har svaret på, at 53 procent af børnefamilierne slet ingen regler har for indtagelse af slik derhjemme. Forbrugerminister Carina Christensen (K) har netop spillet ud med krav om, at slikket skal væk fra børnehøjde i butikkerne. Hun vil samle de store dagligvarekæder for at få dem til at gemme chips, sodavand og slik af vejen, mens frugt og grønt skal skubbes længere frem i butikken. - Det vil være et godt sted at starte, hvis butikkerne fjerner slikket fra børnehøjde. Slikket kan så blive flyttet ned i et hjørne af butikken, hvor kunderne ikke kommer så tit. Det kan også være chips. Og det kan være yoghurt med alt for meget sukker og fedt, som bliver markedsført som sundt, siger Carina Christensen. 29 gram slik om dagen FDB synes, at ministerens forslag er interessant. - Danske børn spiser i gennemsnit 29 gram slik om dagen. Både børnetandlæger og ernæringseksperter har råbt op længe, og der bliver brugt mange ressourcer, også i FDB, på oplysning på området. Men oplysningsindsatsen kan ikke stå alene, og derfor er det godt, at detailhandelen ser ud til at ville påtage sig et ansvar i samarbejde med ministeren. Men den skal selvfølgelig bakkes op af forældrene, som må sætte foden ned derhjemme, siger FDB’s formand Ebbe Lundgaard. Carina Christensen vil inden for den næste måned bede landets supermarkedskæder om at komme til Forbrugerministeriet for at enes om et fælles kodeks, der skal bekæmpe usunde fødevarer til fordel for ernæringsrigtig mad. - Vi har jo et problem med overvægt både blandt børn og voksne, og generelt har mange danskere for usund en livsstil. Her er detailhandelen den store faktor, siger hun til bladet. /ritzau/