Børnefamilierne betaler gildet

Børnepasning 25. september 2002 08:00

BUDGETFORLIG: Det er onsdag 18. september, klokken er blevet 22.00 og vores tre børn sover. Har hele dagen gået med en "ubehagelig" fornemmelse i maven, men ind i mellem også håb, for hvad blev resultatet af forligsmødet? Vores politikere måtte da have hørt alle os forældre, vores børn og vores pædagoger. Jeg læser pressemeddelelsen og bliver dybt skuffet og vred. Men samtidig også ked af det og ikke mindst uforstående. Kunne jeg på det tidspunkt have ringet til "Byrådet" havde der været hotlinie. Stort set alt/alle (Ældrerengøringen, Den Sociale Skadestue, Parasollen, biblioteker og et fritidshjem) var blevet "reddet" på en eller anden måde, så budgettet ikke ramte disse grupper nær så hårdt som først anslået i budgetforslaget 2003. Men ingen ændringer mht. forslaget om lukning af ni børnehaver, ganske urimeligt. Har politikerne overhovedet ikke registreret den store og meget velbegrundede protest der har været? Pædagogernes strejke, forældrenes og børnenes strejke, blokader rundt omkring, underskrifter og andre tiltag. Jeg spørger bare "Hvorfor eller hvordan kan det være at det overhovedet ikke har haft nogen effekt på vores Kære Politikere". Hvad tænker politikerne på? Jeg mener det er mangel på respekt for samtlige børnefamilier i Aalborg Kommune at overhøre deres protester, meninger og holdninger om lukningen af de ni børnehaver. Politikerne siger de har lyttet! Hvor kan man læse det i budgetforliget? Jeg læser stadig, at de ni børnehaver skal lukkes! Ingen skattestigning for kommunen vil overholde regeringens krav. Okay, det er også fint nok, for det lyder så flot! Men som mor til tre (den yngste går i børnehave) og dermed børnefamilie i Aalborg Kommune, synes jeg, at det er os (læs børnefamilier) der kommer til at betale "gildet". Det er bare ikke vores børn/skolebørn, der har brugt for mange penge, og så kan jeg ærligt talt ikke se hvorfor det lige skal være denne gruppe der rammes så hårdt af næste års budget. Politikerne har taget et fælles ansvar for budgetforliget! Udmærket, men efter min mening er det på børnefamiliernes bekostning i Aalborg Kommune. De rammes økonomisk hårdt, men ikke mindst menneskeligt som følge af lukningen af de ni børnehaver. Flere børn i institutionerne = forringelse for børn/pædagoger. Institutionspladserne stiger i pris = betal mere for en dårlig vare. Det er da ikke en god hande! Hvem vil betale en for en Cadillac og så få en Mariehøne"? Det er trods alt ikke biler, men børn vi handler med.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...