Børnefest i Løgstør vokser igen

Arrangørerne ser frem til rekordmange gæster til årets Åhh Abe fest, der i år vil byde på mere kultur

Til sidste års Åhh Abe Festival kom mellem 1700 og 2000 gæster. Arkivfoto: Michael Koch
Til sidste års Åhh Abe Festival kom mellem 1700 og 2000 gæster. Arkivfoto: Michael Koch Michael Koch

12. august er det igen børnenes tur til at blive underholdt, når Løgstør for tredje år i træk danner rammen om børnefesten "Åhh Abe Festival".

Igen i år bliver det med sangeren Mek Pek på scenen, og også Disko Kalle fra børnekanalen Ramasjang kigger forbi.

- Resten af årets navne holder vi hemmelige lidt endnu, fortæller Theresa Berg Andersen, byrådsmedlem for (SF).

Sammen med veninden Mette Kjær fik hun i 2015 idéen til en festival for børn.

De to arrangører syntes, alt for få arrangementer i Vesthimmerland henvendte sig til kommunens yngste.

Siden er festivalen vokset stødt, og den er i dag placeret i foreningen Børnehøjde Vesthimmerland.

Men selvom arrangørerne ikke kan offentliggøre hele årets program, tør de godt love, at festivalen bliver udvidet med endnu flere kreative aktiviteter på havnen.

- Vi ønsker at give kultur mere plads i festivalen. I samarbejde med Vesthimmerlands bibliotek har vi derfor planer om et læsehjørne, hvor børnene kan komme ind i litteraturens verden, fortæller Theresa Berg Andersen.

I år drømmer hun og Mette Kjær desuden om at skabe et kunstnerhjørne i samspil med netværket "Børns møde med kunst" - et samarbejde mellem de 11 nordjyske kommuner, Region Nordjylland og Kulturministeriet, der arbejder for at bringe børn tættere på kunst.

- Hvis økonomien i år er til det, håber vi, at vi har råd til at hyre en kunstner, der så kan lave et værk sammen med festivalbørnene på festivalpladsen, fortæller Theresa Berg Andersen.

Sidste år gæstede mellem 1700 og 2000 festivalen, og i år forventer de to arrangører, at det tal vil stige.

- Vi tror ikke, det er urealistisk at forvente at nå op et sted mellem de 2500 og 3000 gæster i år, siger de to initiativkvinder, der også har investeret i et dobbelt så stort telt til festivalpladsen på havnen.

- Sidste år holdt det tørt, men det er altid rart at være på den sikre side.

Kendetegnende for Åhh Abe festivalen er, at det er gratis for alle familier at deltage, og arrangørerne er derfor afhængige af sponsorer.

- Det er vigtigt for os, at det bliver en festival for alle uanset social status. Sidste år fik vi 120.000 sponsorkroner ind, og lige nu ligger vi på 80.000. Så vi er godt i gang, siger Theresa Berg Andersen, der sammen med Mette Kjær lægger mange frivillige timer og kræfter i arbejdet med festivalen.

Sidste udgave af Åhh Abe stod i alt 20 frivillige for at løfte.

- Det kan vi allerede nu se, ikke kan gøre det i år. Men vi har fået tilkendegivelser fra flere, der gerne vil hjælpe til, fortæller arrangørerne.

Ligesom sidste år finder også dette års Åhh Abe Festival sted på havnen i Løgstør 12. august.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden