Børnehad?

DOMMERE:Jeg tror ikke, der er mange i befolkningen, som kan forstå, hvorfor voldtægt bedømmes dobbelt så hårdt som pædofili. Jeg håber, jeg tager fejl, men det tyder på, at dommerne har en vis forståelse for de mennesker, som forgriber sig seksuelt på små børn. Det er simpelthen uforståeligt, at dommerne har den indstilling. Hvad får voksne mennesker til at dømme ud fra devisen, at "det er jo bare et barn"? Jeg forstår ikke, at politikerne ikke griber ind over for disse mørkemænd, som aldrig burde have lov til at betræde et dommersæde. Til jer dommere, "I er ansat til at dømme efter de retningslinjer som politikerne har lovgivet om, ikke til at holde hånden over pædofile". Men måske er sandheden mere den, at dommerne ikke bryder sig om børn. For kort tid siden stod en grædende 12-årig pige i Vestre Landsret i Viborg og tiggede dommerne om at lade hende bo i Danmark hos sin far. Fogedretten havde bestemt at pigen skulle blive hos sin far, men disse iskolde landsretsdommere var ligeglad med fogedretten, de var ligeglad med den ulykkelige 12-årige pige, hun skulle flytte til Spanien, ned til sin mor og hendes elsker, som er særdeles hårdhændet over for den ulykkelige og bange pige. Så generelt ser det ud, som om man kan konkludere, at er man mindreårig, så skal man ikke regne med at opnå nogen form for forståelse hos de danske dommere. I skulle skamme jer.