Børnehave får ikke lov at flytte ud i naturen

Ny børnehave skal bygges inden august 2003 - men hvor?

Skagen 18. september 2002 08:00

SKAGEN KOMMUNE: Kommunen lover, at der ikke er børnehave i bygningerne på Sovkrogsvej 5 om et år. Det konkluderer formanden for børne- og kulturudvalget, Karsten Hemmingsen (V). Samtidig lover han, at der indrettes en ny børnehave, selvom den nemme løsning ville være helt at lukke Sovkrogsvejs børnehave - set i lyset af det stadigt lavere børnetal. En ny børnehave kommer ikke til at ligge der, hvor børnehavens ledelse selv ønsker at den skal ligge: ude i naturen ved vandværket. Det er mange løfter på een gang. Men det er ikke alle tilkendegivelser, der modtages positivt af Sovkrogsvejs Børnehave. Skuffelse - Vi er dybt skuffede. I vores bevidsthed ligger en ny børnehave ude midt i naturen. Det er det, vi gerne vil, siger lederen af børnehaven, Jette Andkjær. Inden børne- og kulturudvalgets oktobermøde skal kommunen anvise andre steder, hvor en ny børnehave kan ligge. - Jeg er helt sikker på, at fra august næste år er der ikke mere børnehave på Sovkrogsvej. Bygningen er alt for dårlig og formentlig kun til at rive ned, konstaterer Karsten Hemmingsen. På den positive side tæller det, at udvalgsformanden lover, at der bliver bygget en ny børnehave. - I udvalget er vi enige om, at det er vigtigt med en børnehave i den ende af byen. Byggemodning Karsten Hemmingsen fortæller, at det koster 830.000 kroner at byggemodne i det område ved vandværket, hvor børnehaven ønsker at flytte til. - Der bliver ikke tale om at bygge en ny børnehave derude. Kommunens økonomi taget i betragtning kan vi ikke forsvare at bruge 830.000 kroner nu, siger Karsten Hemmingsen. - Men den næstbedste placering kan vel også være god nok, mener udvalgsformanden. På et tidspunkt i foråret foreslog kommunen en idræts- og naturbørnehave i SIK's klubhus, men det ville børnehaven ikke være med til. I stedet gik børnehavens bestyrelse med til at "nøjes" med en børnehave til cirka to millioner kroner. Det er af dette beløb, der i følge Karsten Hemmingsen i givet fald skal bruges 830.000 kroner til byggemodning. Så er der ikke mange penge tilbage til selve byggeriet. - Da vi gik med til de to millioner kroner var det under forudsætning af at vi fik lov at være midt i naturen. Det bygger hele vores pædagogik på, og det har vi set frem til i årevis. Andre muligheder Blandt de alternative placeringsmuligheder har et hjørne ved stadion været nævnt. Desuden er der forslag om et sted i nærheden af Hedeboskolen eller ved rideskolen. - Vi håber, der dukker bedre emner op, konkluderer Jette Andkjær, der også ser frem til et møde med repræsentanter for både børne- og kulturforvaltningen og teknik- og miljøforvaltningen for at koordinere synspunkterne.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...