Børnehave reddet på stregen

Rudolf Steiner Børnehaven får 300.000 mere i tilskud

Jakob Gammelgaard
Vuggestuen ved Rudolf Steinerskolen er en stor succes og skal være med til at sikre fødekæden til børnehaven og skolen. Arkivfoto
Børnepasning 16. januar 2007 05:00

HJØRRING: Det er en tydelig lettet leder af Rudolf Steiner Børnehaven ”Drommelmor”, Marianne Martinsen der nu kan konstatere, at børnehaven har fået grønt lys af kommunen til at ændre status fra puljeordning til privatinstitution. - Det redder os formentlig fra at lukke, konstaterer Marianne Martinsen. Ændringen, som blev mulig gennem en lovændring i 2005 betyder, at børnehavens offentlige tilskud øges med godt 300.000 kr. til knap en million kr. - Det giver mulighed for at ansætte en ekstra pædagog og bygningen trænger også til en kærlig hånd, siger Marianne Martinsen. Kommunens børne og undervsiningsudvalg sagde god for ændringen på et møde mandag. Børnehaven har plads til 23 børn, men der er i øjeblikket kun 18 børn og sidste år blev der konstateret et underskud på 100.000. I godt et år har børnehaven arbejdet på at få status på linie med de øvrige børnehaver i kommunalt regi. Ændringen betyder, at tilskuddet nu gives efter, hvad det reelt koster at drive børnehaven, mens den gamle puljeordning er baseret på et politisk fastsat tilskud pr. barn. Også åbningen af den nye vuggestue, der hører ind under børnehaven er et positivt vendepunkt, mener lederen. Efterspørgslen efter vuggestuepladser har været meget stor. Det betyder at der nu bliver passet 16 børn selvom udgangspunktet kun var 12. - Der er nu børn på venteliste fordi der mangler vuggestuepladser i Hjørring, siger Marinanne Martinsen. Der er håb om, at vuggestuen, der åbnede i efteråret 2006 kan være med til at sikre fødekæden til både børnehave og skole, som har har oplevet en drastisk tilbagegang i antal elever i de seneste par år.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...