Børnepasning

Børnehave stiller hold til årets Kildeløb

Børn løber penge ind til fælles tur

FREDERIKSHAVN:Når Kildeløbet går i gang på torsdag, så vil man kunne se et særligt hold. Det er børneholdet fra børnehaven Øster Dal, der stiller med 10 børn og 12 voksne. Henrik Marinussen er med i børnehavens forældrebestyrelse og han fik ideen til at børn og voksne skulle løbe en tur i den dejlige Bangsboskov. - Jeg er selv en gal løber og min datter har ofte spurgt interesseret til mine medaljer, så vi var faktisk blevet enige om at hun også skulle løbe med i år. Men så kom vi til at snakke om i forældrebestyrelsen at det kunne være en sjov aktivitet, hvis vi stillede et helt hold. Ideen udviklede sig, så børnene fik deres egen t-shirts med Børnehaven Øster Dal trykt på. - Samtidig har vi aftalt med bedsteforældrene, at de kan sponsorere de enkelte børn, så vi laver et sponsorløb, hvor alle pengene går i en fælles kasse, som skal bruges til en tur for hele børnehaven. Børneholdet skal løbe/gå den korte rute på 3,2 kilometer og Henrik Marinussen siger, at sådan et løb ligger fint i tråd med børnehavens idé om at børn har godt af at røre sig. Stavgang Lisbeth Dørum fra FFK er den, der modtager tilmeldinger til Kildeløbet, og hun er spændt på, hvordan et nyt tiltag bliver modtaget. - Vi har for første gang stavgang med, hvor folk altså får taget tid på, hvor hurtigt de går ruten. Alle kan leje stave, men der bliver ingen instruktion, så man skal kunne gå stavgang for at være med. En af traditionerne er, at firmaerne kan konkurrere om at være det største hold. Det var i 2004 Nordjyske Bank. Om banken gentager succesen er ikke afgjort, men meget tyder på det, da Lisbeth Dørum har modtaget 75 tilmeldinger fra Nordjyske Bak. Lisbeth Dørum har nu sikret sig, at Kildeløbet er Nordjyllands ældste motionsløb. Det er 33. gang, Kildeløbet gennemføres. FFK har godt 70 hjælpere med denne dag, de er ude på posterne, i informationen, og ved tidstagningen.- Det er en stor opgave for de frivillige, hvoraf mange har været med i alle 33 år, siger Lisbeth Dørum.