Børnehaven holdt børnefødselsdagsfest

Kaas Børnehave holdt åbent hus og legeplads

Børnepasning 7. september 2002 08:00

KAAS: Børnehaven er normeret til 60 børn, men da der blev budt på kagemand, saftevand og saltstænger, besøgte knap 200 børn og pædagoger Kaas Børnehave i går formiddags. Senere på dagen var der fadøl og saltstænger til børnehavens voksne venner, men det var de mange besøgende fra nabobørnehaver, der fik skub i festen. Femårige Emma Strunze fra Thomasmindeparkens Børnehave var også på besøg i går formiddags. - Det er sjovt, især hængegyngen, for sådan en har vi ikke, siger hun, mens hun nyder en saltstang. Også kagemanden og besøget fra Tiger Tony fra corn-flakespakkerne var et hit, sammen med dans til musik fra spillemændene fra Saltum. De mange nye børn i børnehaven fik dog rig lejlighed til at afprøve helt nye gynger og klatrestativer. Nye tider Emma Strunze var langt fra den eneste gæst til en fødselsdagsfest med kagemand og gyngestativ. - Det er næsten overvældende, men jeg er glad for, at folk har fulgt invitationen, fortæller børnehaveleder Birthe Nielsen. Hun har været ansat i Kaas Børnehave siden 1983, og kan fortælle om store forandringer. - Vi startede med at være 17, nu er vi 60. Det betyder, at vi skal planlægge mere. Dengang kunnne vi nemmere ride samme dag som vi sadlede. Det er også blevet relativt dyrere, fordi vi er blevet så mange, at vi skal op og have to busser, når vi er på tur, fortæller hun. Lederen slår dog fast, at det ikke kun er blevet mere problematisk i hendes tid. - Vi er jo også blevet flere ansatte, det giver flere gode debatter og diskussioner. Jeg kan godt lide, at der er flere forskellige holdninger, siger Birthe Nielsen. Ingen af de ansatte i Kaas Børnehave har været der i alle 25 år, men en enkelt har næsten jubilæum. Gitte Madsen har været pædagogmedhjælper i Kaas Børnehave i 24 år, og har ikke fortrudt, at hun startede. - Det er aldrig kedeligt, der er sket en stor udvikling. Vi har nogle både selvstændige og sociale børn, og det er en svær balancegang, fortæller hun.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...