Børnepasning

Børnehaver og landsbyråd gik fri

Klokken 23 onsdag aften forlod borgmester Anny Winther (V) byrådssalen i Støvring efter små fem timers temamøde med byrådskollegerne om budgettet for 2009. Få et hurtigt overblik her

- Vi fik en god dialog på mødet, men der var mange synspunkter, der kom frem i 11. time, så der skete flere mindre ændringer. Dog inden for de rammer, der var opstillet både for drift og anlæg, siger borgmester Anny Winther. Børnehaver går fri Inden temamødet var der lagt op til en reduktion på en million kroner på børnepasningen i kommunen primært børnehaverne. - Den reduktion fjernede vi, så der ikke bliver sparet på børnehaverne, siger Anny Winther. PPR styrket yderligere Også Pædagogisk, Psykologisk Rådgivning (PPR) kom styrket fra mødet onsdag aften. - Der har været et ønske i byrådet om at styrke PPR. Der var allerede lagt op til at tilføre yderliger 750.000 kroner inden temamødet, hvor vi besluttede at tilføre yderligere 250.000, så den samlede ekstratildeling lander på en million kroner, siger Anny Winther. Landsbyrådet skæres ikke Som NORDJYSKE Stiftstidende fortalte i går, havde kultur- og fritidsudvalget indstillet, at der blev sparet 75.000 kroner af den pulje, som landsbyrådet kan uddele til aktiviteter og projekter i landsbyerne. - Også den reduktion er fjernet. Vi røre ikke ved landsbyrådets bevillig, siger Anny Winther. Lokaletilskud bliver på 95 procent Samme udvalg havde foreslået at reducerer lokaletilskuddet fra 95 procent til 94 procent. - Det blev også taget af bordet, siger borgmesteren. Knap så meget til Naturskolen Til gengæld skar byrådet i pengene til Naturskolen, som skal overtage naturlinjen fra Rebild Produktionsskole. - De må enten begrænse tilbuddet eller øge egenfinancieringen, siger Anny Winther. 1,5 mio. til Hanehøjvej De tre millioner kroner, som byrådet har afsat til at flytte kommunens materielgårde bliver frigjort til andre formål. Pengene skal istedet bruges til at betale for de ekstra indsatser på andre områder, og så sneg en trafiksanering af Hanehøjvej i Skørping sig med ind i budgettet med en post på 1,5 millioner kroner. En million kroner til projektudvikling Rebild Kommune vil gerne gøre noget for bibliotekstilbuddet i Nørager, som for nuværende findes på Sortebakkeskolen, men som ikke har en ideel placering i forhold til byens borgere. - Vi afsætter 250.000 kroner, som kan bruges til at udvikle et projekt for et nyt bibliotek i forbindelse med Kig Ind, siger Anny Winther. - Der afsættes også 750.000 kroner til at projektudvikle på tankerne om et nyt samlet rådhus og til et visitorcenter i Rebild Bakker. Læs historien om et kommende visitorcenter i NORDJYSKE Stiftstidende fredag