Børnekulturfestivalen åbner i dag

EMNER 1. september 2004 06:00

SKAGEN:Klokken 10 i dag får borgmester Hans Rex (V) fornøjelsen af at åbne årets store børnekulturfestival. Festivalen holdes i og ved Kappelborgskolen midt i Skagen, som kommer til at stå i børnenes tegn resten af ugen. Skolernes almindelige undervisning er henlagt til kultur og samvær, og det er godt for store og små. - Det er noget, børnene lærer en masse af, og sådan en børnekulturfestival er noget, de husker. Det er også noget, de snakker om længe efter, siger John Høst, der er koordinator på festivalen. Det er Skagen Kommunes børne- og kulturudvalg, der står som arrangør, men rigtig mange har bakket godt op hele vejen igennem. - For eksempel kan nævnes, at produktionsskolen laver portaler og lignende, og masser af børn og voksne har været i gang med forberedelserne længe. Det bliver en god børnekulturfestival, der vil vise, at Skagen virkelig har nogle gode tilbud til børn. Derfor passer det også fint, at børnenes festival slutter lørdag klokken 14, hvor fritids- og ungdomsmessen tager over, siger John Høst. I dag er der boder og kulturværksteder, underholdning og masser af aktiviteter indtil klokken 14.30, hvor det ringer ud for i dag. Torsdag og fredag er der fra klokken 10-14.30 endnu mere festival for børn.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...