EMNER

Børnelivet i det digitale gadekær

10. februar 2009 var "Sikker Internet Dag". Det danske Medieråd markerede dagen ved at udsende rapporten Digitalt Børne- og Ungdomsliv 2009.

Det er en ren statistisk undersøgelse, som dokumenterer en række velkendte men ikke desto mindre slående forhold omkring børn og unges oplevelse af at soppe i det digitale gadekær. Det er slående, at 12 procent i aldersgruppen 9-16 år bruger internettet en gang om ugen, eller mindre hyppigt end det, og alene i et tidsrum på højst en halv time. Vi har altså en gruppe børn og unge, som ikke umiddelbart er online. Hvad undersøgelsen desværre ikke siger noget er årsagen til denne mindre hyppige netadfærd: Er det fordi der er problemer med adgangen, eller er det fordi dette hver ottende barn ikke kan alfabetet, og derfor ikke kan interagerede med computeren, eller er det fordi dette "ottende barn" er en af tilskuerne, når andre mere kyndige netbrugere folder sig ud? Vi ved det ikke! Det er slående, at tallene tegner et billede af en relativ sober og omsorgsfuld generation af børn og unge, der i den grad er bevidste om ikke at opføre sig dårligt overfor andre på nettet. Skal vi tro på tallene har vi en gruppe på 8 procent som vi kan kalde "kynikerne". Det er personer, som ikke bekymrer sig synderligt om, at andre kan føle sig stødt af den kommunikative adfærd som børn og unge udviser. Men hvorfor de føler sådan, det siger undersøgelsen ikke noget om. Hertil skal knyttes den kommentar, at 68 procent af de adspurgte i undersøgelsen ikke oplever at have fortrudt at have kommenteret på andres netprofil (fx. på Facebook, Arto), selvom det har gjort vedkommende ked af det eller direkte sur. Det er ikke et tegn på kynisme, men snarere et tegn på en insisteren på "ytringsfrihed". Nu ved vi ikke konkret, hvilken slags kommentarer der kan virke stødende, eller hvilke typer af kommentarer undersøgelsen sigter efter, men jeg ser det som et sundt tegn, at netgenerationen også lærer at sige til andre, hvis de opfører sig "dumt". Jeg håber da ikke, at vi får en pleaser generation, hvor det kun er det positive der må kommunikeres. Det er for det tredje slående, at tallene synes at understøtte den særlige kulturelle logik, som vi også finder udenfor netverdenen: Jo ældre børnene bliver, desto mere vil de selv have lov til at bestemme. Undersøgelsen viser, at de 14-16 årige heller selv vil løse problemer med kommunikationen end gå til en voksen. Det er en kulturel logik, at i teenageårene begynder lyst til og behovet for autonomi at melde sig: Vi vil selv! Der er en særdeles vigtig pointe at hente her: Voksne hverken kan eller skal beskytte børnene hele tiden. Heller ikke på nettet! Hvis vi var lige så opmærksomme på, hvad der sker i børn og unges hverdag i skolen, som vi er når det kommer til nettet, så ville vi være på vej til at installere et overvågningssamfund, som jeg tror de færreste helst ville være foruden. Disse tre nedslag udtømmer på ingen måde Medierådets rapport. Det er en rapport som meget aktivt kunne bruges i skoler, ungdomsklubber og i familier til at få italesat nogle af de problemer (ængstelser, bekymringer, risici) som børn og unges netadfærd lægger op til. Dog ikke på et centralt punkt: Hvad er meningen med at deltage i netverdenen? Er det med målet om at blive mere vidende som menneske? Er det for underholdningens skyld? Er det for at holde det sociale netværk i relativt stramme tøjler, for hvis det ikke sker, så giver det problemer med spørgsmålet "hvem er jeg?" Generelt savnes der undersøgelser af, hvordan børn og unge oplever, at deres netadfærd gør en forskel i deres hverdagsliv. Jeg har et billede af, at børn og unges netadfærd i op til 80 procent står i underholdningens tegn. Er 20 procent nok til at bære den intellektuelle arv videre? Hvad mener børn og unge selv om det? Det er på disse punkter, at jeg mener, at vi medieforskere der arbejder med børn og unge bør invitere Medierådet til en dybere dialog: Internettet kan og bør betragtes som en væsentlig ramme, der bør reguleres, uanset om det sker gennem lovgivning eller oplysning. Men når vi regulerer eller stræber efter at gøre det, hvad er det så reelt vi sigter? Hvordan kan nettet som et rammevilkår overhovedet bidrage til et godt og bæredygtigt digitalt børne- og ungdomsliv? Tem Frank Andersen er studieadjunkt, Ph.d., medie- og kommunikationsforsker, tilknyttet Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet.