Børnemisbrug som underholdning?

Fransen (Steen Stig Lommer) og hans drenge (Lauritz Læssø Larsen og Hannibal Pape de Neergaard) tog en bevæget afsked med deres kone og mor, Elin (Tammi Øst). Foto Dr.

Fransen (Steen Stig Lommer) og hans drenge (Lauritz Læssø Larsen og Hannibal Pape de Neergaard) tog en bevæget afsked med deres kone og mor, Elin (Tammi Øst). Foto Dr.

TV-DRAMA Ørnen 20 - Kodenavn Thanatos # # # # ¤ ¤ Så, det var dejligt. Nu er vi af med de onde pædofile, og livet kan gå videre. Det er den lidt uretfærdige følelse, man kan komme til at sidde med, når sådan et afsnit er forbi. Uretfærdig, fordi “Ørnen” selvfølgelig ikke fremstiller det sådan - med retfærdig nok alligevel, fordi det er prisen for at bruge så grusomt og alvorligt et emne som pædofilringe og misbrug af børn som emne for en underholdningsserie. Seriens natur er at pakke ind og binde sløjfe efter hvert forløb. Virkeligheden ser som bekendt ganske anderledes ud. Kan man virkelig lade sig underholde i to gange en time med så afskyelige forbrydelser og deres perspektiver som drivkraft, og så rask gå videre til en ny, spændende serveret gang kriminalitet i næste afsnit? Ja, det kan man tydeligvis sagtens. Og man kan også sagtens diskutere berettigelsen: Med et drama som dette, der kommer ganske godt rundt i sin definition af kriminalitetens udbredelse og dens miljøer, bliver der sat lys på nogle aktiviteter, der jo rent faktisk finder sted, tilsyneladende stedse mere udbredt, selv i de pæneste kredse og under dække af de smukkeste motiver. Vi bliver bevidstgjort om det, og dermed, kan man håbe, også mere beslutsomme i vores krav om at bekæmpe det. Men effekten kan også være modsat, som det har vist sig gennem de sidste mange års mediehistorie: I og med at tabuerne brydes og sandheden skildres, øges også vores tolerance. Når først man har set dæmonen i øjnene én gang, er det lidt nemmere næste gang. Vi kan bedre acceptere det kendte. Grænserne flyttes. For 50 år siden viste man ikke blod og brutal vold på film. I dag gider vi dårligt nok se film, hvor det ikke forekommer. Og at det forekommer groft og hyppigt i vores hverdag anser vi nu nærmest for normalt, mens vi for 50 år siden var forfærdede. Kunst skal ikke censureres og ytringsfriheden skal forvaltes med ansvarlighed. Men underholdning skal ikke maksimeres med ethvert middel. Ørnen har fået lovlig meget fart på denne gang. Og så mister man let perspektivet. Til gengæld har serien fat i et godt perspektiv i sagen om Michaels nedskydning af den “forkerte” indvandrer. Hele den moralske diskussion om, hvorvidt korpset skal bakke op om de unge mænd, vi selv har bedt om at bruge våben - også når de laver fejl - er yderst relevant. Det er klamt at se cheferne stå i kø ved den karrieremæssige og politiske håndvask, mens de vender ryggen til en medarbejder i nød. Men der er jo altså også grænser for, hvor langt korpsånden må række. Det var et velinstrueret afsnit, stramt styret gennem de mange forløb og den nødvendige indpakning. Og med et par fine registreringer: Den norske kollegas gemytlige snak om Hallgrims kommende barn, lidet anende, at han havde afskrevet faderskabet - og den ganske smukke dødsscene fra hospiceafsnittet. Man kan også slippe godt fra følsomme emner. Lars Borberg lars.borbergnordjyske.dk [ “Ørnen” afsnit 20 af 24. “Kodenavn Thanatos” Manus Mai Brostrøm og Peter Thorsboe. Instruktion Louise Friedberg.