Børnene bliver ofre

Engang hed det Jydsk Telefon og havde et gennemsolidt, omend måske lidt støvet omdømme. I dag hedder det TDC og har et image, der næsten uge for uge bliver mere og mere sølle.

I dag offentliggør Nordisk Ministerråd således en rapport, der viser, at TDC fylder for meget, mens forbrugerne betaler prisen. Blandt andet er hurtige internetforbindelser dyrere i Danmark end i Norge og Sverige - der ellers har brug for anderledes lange kabler for at binde landsdelene sammen: Der er noget længere fra Narvik til Oslo end fra Thyborøn til København. Måske har TDC bare opført sig som ethvert andet privat selskab ville gøre, men så har myndighederne ikke skabt de rammer, der ar nødvendige for at andre kan tage konkurrencen op. Det er i givet fald et politisk problem, for det kan sagtens lade sig gøre at skabe sådanne rammer. Det vidner den heftige konkurrence på mobilmarkedet om. I weekenden kom det frem, at TDC uden blusel vil sælge porno til deres mobiltelefonkunder. Så slipper kunderne for at gå i kiosken eller gå på nettet - men samtidig bliver pornoen også (endnu) lettere tilgængelig for børn og unge. TDC har forsvaret sig med, at pornoen allerede findes i det offentlige rum. Et sølle argument i stil med, "at naboen stjæler - så vil jeg også stjæle". Det virker ligeså lumpent at tale om erotisk indhold - når det, man vil sælge, er hård porno. Det tjener to andre store selskaber, Sonofon og Telia, til ære, at de ikke vil udbyde porno på mobilen. Porno er - hvad enten man bryder sig om det eller ej - en helt legitim vare i vores samfund. Men det er samtidig en vare, som vi alle er forpligtet til at beskytte børn imod. Det er der ikke noget selvmodsigende i, for således er det også med spiritus og cigaretter. Ved at sende prono via mobilen til børnene fratager teleselskaberne i vid udstrækning forældrene muligheden for at kontrollere, hvad deres børn udsættes for. Resultatet bliver en øget forråelse af børn og unge. Men så lang tid hovedparten af os fortsat er kunder, så er TDC sikkert ligeglad. Penge lugter jo ikke.