Børnene hygger sig med at synge i kor

Korlederen mener, at hendes entusiasme er afgørende for at børnene kan lide at synge salmer.

Marianne Isen og Henrik Louis
20 børn fra 3. klasse og opefter er med i koret, som øver i kirken.
Musik 4. september 2009 16:51

ØSTERVRÅ: Emma Kammersgaard på 11 år var glad for at se korlederen Annette Bæk efter sommerferien. Det var rigtig hyggeligt. Emma Kammersgaard er en af de 18 børn, der mødte op efter sommerfesten for at synge i Børnekoret ved Torslev og Østervrå Kirker. Som i andre voksenkor er pigerne i overtal. Men der er også drenge, der kan lide at synge sammen med andre. Heriblandt Kristoffer Matthiesen. Han er lige fyldt 12 år og har været med i koret siden februar. - Det var min mor, der synes, jeg skulle starte. For hun har selv sunget i koret. I starten var det lidt svært at lære de nye sange, men det er også sjovt. I alt er der fem drenge med i koret, og Kristoffer tænker ikke på, at kor mest er en pigeting. Han er glad for at synge og flere af hans venner er også i koret. Der skal øves til Sangens Dag i Jernkilden i Sæby 11. september.Desuden medvirker koret ved forskellige gudstjenester og bryllupper. Korlederen Annette Bæk fortæller, at man skal synge fire sange til Sangens dag plus en fælles sang. Børnekoret har eksisteret i mange år. Annette Bæk har haft børnekoret siden 2005, og hun har erfaret, at børn sagtens kan blive glade for at synge salmer. - Det handler om, hvordan de bliver præsenteret for sangen. Hvis jeg siger, at nu skal vi lære en smaddergod sang, så bliver børnene også glade for at synge den. Emma Kammersgaard kom med i koret via en veninde, som allerede var med. Hun er glad for at synge, og har et band på skolen sammen med en ven, hvor de spilller egne sange. - Vi har nok en 30 stykker, men de er ikke alle helt færdige, fortæller hun. Korleder og organist Annette Bæk tror, at koret oplever interessen fra børnene, fordi der ikke er et skolekor i Østervrå. - Jeg hængte blandt andet plakater op på skolen sidste år, og på et tidspunkt var der 34 børn i koret. Nogle af dem gik ud, da de blev konfirmeret, men så kommer der forhåbentlig nye med. Læs mere om kor på www.nordjyske.dk/musikalskehjerter

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...