Skagen

Børnene kan opleve Skagen anno 1850

SKAGEN:Skagen By- og Egnsmuseum skruer tiden tilbage til 1850 mandag, tirsdag og fredag i de kommende to uger, som er vinterferieuger, oplyser museumsinspektør Anne Dorthe Holm. De to andre hverdage, onsdag og torsdag, sætter museet H.C. Andersen i fokus. Alle dagene er arrangementerne specielt tilrettelagt for børn i alderen seks til 10 år. De tre 1850-dage er det Anne Dorthe Holm, som står for en speciel rundvisning, der finder sted to gange hver dag. - Vi tager udgangspunkt i en kuffert i nærheden af indgangen. I kufferten findes flere ting, som kan sættes fortællingen i gang - det kan være legetøj, billeder og, måske, en fisk. - Når vi så har fået snakket os tilbage i tiden begynder turen rundt på by- og egnsmuseet, hvor der forskellige steder står kasser med ting i - ting som kan fortælle en historie om gamle dage, og det er i de to unger altså cirka 1850. - Hvis man ikke lige er på museet klokken 11.30 eller klokken 13, når der er rundvisning, kan man få et spørgeskema, som indeholder spørgsmål omkring indholdet i 1850-årskasserne, ligesom der er tekstforklaringer ved hver kasse, man kan læse. - På bagsiden af spørgeskemaet beder vi børnene - og måske deres voksne ledsagere - fortælle, hvad de synes om arrangementet, så vi kan få nogen erfaring med, hvordan udstillingerne på museet kan gøres spændende og levende for børn, siger Anne Dorthe Holm. Det er by- og egnsmuseets mange frivillige, der står for H. C. Andersen-arrangementerne, fortæller Anne Dorthe Holm. - De læser nogle af hans eventyr, og de har sørget for farver og papir, så børnene kan lave deres egne illustrationer til eventyrene. Desuden er der mulighed for at lave papirklip og decoupage, som H. C. Andersen også yndede at beskæftige sig med, fortæller Anne Dorthe Holm.