Børnene skal også med til begravelsen

hvad med børnene og begravelsen? Børnene skal med - også de små børn, fortæller Dorthe Korshøj fra Børns Vilkår og Annette Jarmer, Ungekontakten. Børnene skal helst være med både til begravel

EMNER 25. marts 2003 07:00

Oftest er det et meget gammelt familiemedlem, der bliver det første dødsfald i en familie med børn. En ældre tante, som efter mange år sover ind, og som man skal til begravelse hos. I det tilfælde er beslutningen ikke svær, - både børn og voksne bør drage af sted til begravelsen. Børnene får på den måde en indgang til døden og ritualerne omkring en begravelse, uden at det behøver at være en meget stor sorg for børnene. Er det personer, børnene har tæt kontakt til eller yngre mennesker, der dør pludseligt, er spørgsmålet straks vanskeligere. Hvor gamle skal børnene være? Hvor meget skal man fortælle? Og hvordan vil de reagere ved at se den døde eller i kirken, hvor alle de voksne måske græder? Men igen er svaret entydigt. Selv små børn skal med. De ved nemlig godt, at familien er i oprør. De skal have forklaringen og helst se med egne konkrete øjne, hvad der foregår: - Hvis forældrene overhovedet kan tackle situationen, så skal børnene med, siger Annette Jarmer, socialrådgiver og psykoterapeut. Hun er rådgivningsleder på Ungekontakten i København, der giver rådgivning til unge mellem 16 og 28 år, hvis forældre er alvorligt syge eller er døde. - Langt hovedparten af børnene ved godt, der er noget galt. Så når de får forklaringen, så bruger de det, de kan forstå, og lader resten ligge. Man skal tale med dem om det. Men lad være med at spekulere på, om de nu reagerer som forventet eller ej. De reagerer - enten ved at græde eller ikke. Ved at sparke eller være glade. Og alle former for reaktion er ok. Det, man som voksen skal koncentrere sig om, er at fortælle, hvad der er sket på en nænsom, men direkte måde. Børnene ved det i forvejen, og har brug for at få tingene at vide af en ansvarlig voksen, siger hun. Begravelsesritualer er så viseligt indrettet, at man skal forberede en del praktisk op til begravelsen, og det giver "et helle", nemlig tidspunkter, hvor man ikke er knust eller tænker på den døde uafbrudt, fordi man er i gang med den praktiske planlægning. De færreste kan nemlig holde til at være knust og trist 24 timer i træk. Børnene har det på samme måde - i endnu højere grad. Ingen tavshed - Hvis et barn græder et par gange om dagen og ellers leger og glemmer det resten af tiden er det en meget sund reaktion. Børnene er ikke udviklet nok til at kunne holde et følelsesbombardement ud, så de glemmer det og vender tilbage til sorgen indimellem, fortæller Annette Jarmer. Både børn på to og ti år har gavn af at opleve begravelser. - Det er meget vigtigt at sige farvel og tage ordentligt afsked, siger Dorthe Korshøj, der er socialpædagog og familieterapeut. Hun er koordinator for Børns Vilkårs sorggrupper. - Vi oplever en del børn, hvor for eksempel billeder af moderen er gemt væk eller man ikke taler om den døde, fordi det er for hårdt. Men det lider børnene under. Også selv om de ikke er ret gamle, siger Dorthe Korshøj. Hun anbefaler også, at børnene besøger den afdøde på hospitalet, ser vedkommende i kisten og måske er med til forberedelserne hos præsten: - Børnene gør sig mange forestillinger. Og det er bedst, at de er med til at høre og se konkret, hvad der sker, så de ikke laver nogle andre billeder i hovedet af, hvad der foregår, siger Dorthe Korshøj. Hvis en af forældrene dør, eller et af børnenes søskende, så er hele familien, både voksne og børn i krise. I de tilfælde kan det være svært for den efterladte forælder at overkomme børnenes sorg. Her er det vigtigt, at andre - naboer, pædagoger, lærere, venner - er opmærksomme på børnene: - Og det skal vi alle blive meget bedre til. Det værste for børnene er den massive ensomhedsfølelse, de kan få, hvis de bare møder en mur af tavshed. Vi skal tale med dem, og når forældrene naturligt nok ikke selv har overskuddet, så skal vi andre træde til, siger Dorthe Korshøj. Ikke alle børn har lyst til at tale længe - de fleste vil sikkert bare nøjes med at sige "nå" eller "bliver han så engel", hvis det er personer, der ikke er helt tæt på barnet. De voksne kan så i stedet for at spørge barnet ud, selv fortælle, hvad de tænker og oplever. - Jeg kender en mor, der hver aften ved sengetid talte lidt om barnets afdøde far efter begravelsen. Efter et halvt år sagde sønnen på 14 til hende: "Hvor har vi sørget sammen", fortæller Annette Jarmer fra Ungekontakten. Rigtigt eller forkert Hun har et enkelt hjertesuk til forældre og andre voksne, der møder børn i forbindelse med dødsfald: - Lad dem have det, som de har det. Lad være med at spekulere på, om børnene reagerer "rigtigt eller forkert". Tag det, der kommer. Og frem for alt: hvis barnet så kommer i tanke om noget, det vil spørge om eller fortælle, så slip, hvad du har i hænderne og brug de ti minutter på at tale med barnet om døden. Det kan ikke udskydes til lige om lidt, for så er det væk igen, siger Annette Jarmer. Voksne kan med de større børn fra skolealderen "måle" barnets humør eller oplevelser ved for eksempel at spørge: "På en skala på et til ti, hvor slemt var det at se hende i kisten?" Svarer barnet fem, er det oplagt, at det har oplevet mere sindsoprivende ting. Som et barn på ni sagde: "Ja, da du var syg og kastede op, mor. Det var på otte eller ni". Helt små børn kan ofte pege på billeder, der viser ansigter mere eller mindre glade og kede af det, hvis de skal vise, hvor kede af det, de er. I begge tilfælde kan man få en fornemmelse af, hvordan barnet har det, så man ikke behøver stå og udspørge eller tro, at barnet i virkeligheden har det frygteligt og ikke giver udtryk for det. - Børn skal indimellem have et skub for at komme ud blandt kammeraterne igen. Det er de voksnes ansvar at få andre voksne til at hjælpe sig, så børnene og de unge ikke skal sidde hjemme og holde de voksne i hånden, når de er kede af det. De fleste vil gerne påtage sig flere praktiske opgaver, men hvis de ikke vil, så skal de heller ikke, siger Annette Jarmer. - Og de skal IKKE nogensinde være sjælesørgere for de voksne. Heller ikke når de er 17-18 år gamle. De voksne må selv finde hjælp til at tackle sorgen hos andre voksne. Hvis de bruger børnene eller de unge til at tale dybe følelser med, så giver det dem et kig ind ad et vindue, som de slet ikke er modne til, og det kan give problemer senere hen i deres liv. Så de voksne må gerne give dem et skub til at komme ud sammen med deres jævnaldrende, siger Annette Jarmer.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...