EMNER

Børnene stod i kø for at klappe en haj

Store Fiskedag i Aars havde succes med nyt samarbejde med Nordsømuseet

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Krabber og andet godt fra havet er mest spændende i levende live, syntes børnene.

AARS:- Du må gerne sige hej til hajen. Og den bider ikke! Se, jeg har haft hænderne i bassinet hele dagen, og jeg har alle ti fingre endnu. Sylvia Berglund, marketingschef ved Nordsømuseet, havde en travl formiddag i Aars i går, hvor hun indbød nysgerrige børn til at prøve at røre ved dyrene i det medbragte bassin. De fleste børn var dog også mere betænkelige ved krabberne end ved den småplettede rødhaj, som kun var en unge. Det er første gang, Nordsømuseet deltager i Aars Handelsstandsforenings arrangement Store Fiskedag, men begge parter er godt tilfredse med det nye samarbejde. Museet får en masse reklame, og de handlende får en god børneaktivitet. - Det er jo egentlig oplagt, mener Axel Højsleth fra foreningens fiskedagsudvalg. Selv om Aars ikke ligger ved vandet, så er fiskedagen en årlig tradition, der rækker langt tilbage. - Sidste år hed det Havnefest i stedet for, men i år har vi altså valgt at gå tilbage til Store Fiskedag, siger Axel Højsleth. Uanset navnet, så er det også en tradition, at der står friske rødspætter på menuen i adskillige Aars-hjem om aftenen. For hvert år kommer der et kæmpe læs friskfangede rødspætter direkte fra Hanstholm. Da salget åbnede, stod flere hundrede mennesker i kø for at sikre sig en pose billige fisk, men de, der kom en time senere, fik også fisk med hjem. Boderne på Torvet holdt stilen: Aalestrup Lystfiskerforening var på banen med en stand, hvor de blandt andet viste flotte fluer, og en gruppe fiskekoner fra Hirtshals solgte lækre fiskefrikadeller og fiskekogebøger. Tropicana Steelband underholdt, uden at have noget med fisk at gøre.