EMNER

Børnene var så glade

Anne Stagis stod i december for en event på Aalborg Sygehus, hvor der blev delt gaver ud til børnene.Privatfoto

Anne Stagis stod i december for en event på Aalborg Sygehus, hvor der blev delt gaver ud til børnene.Privatfoto

Hun havde lyst til at yde et stykke frivilligarbejde dels for at støtte det arbejde, som hun mener, at Ungdommens Røde Kors gør så godt, dels fordi hun mente, at hun selv kan lære af det, og fordi det vil se godt ud på cv'et. 19-årige Anne Stagis, Aalborg, der er tredjeårselev på handelsgymnasiet, meldte sig i august til at lave PR for den organisation, som hun mener gør et ideologisk godt arbejde for sårbare børn og unge. Og her tænker hun bl.a. på de lektiecaféer og ferielejre, som den driver. - Selv om Danmark er et velstående land, er der børn, der har brug for hjælp og nogle tryggere rammer end dem, de kender til derhjemme. Det er dejligt at dele ud af sig selv, og det er dejligt at opleve det drive, der er i en frivilligorganisation, som er så helt anderledes end det, man møder ude på arbejdsmarkedet, siger Anne Stagis, som oplever, at hun ikke bare giver, men personligt også får meget ud af at hjælpe. - Jeg kan lide kommunikation og vil gerne prøve det af i praksis, og jeg synes, at det er spændende at få mulighed for at prøve at skabe events. Jeg lærer virkelig af at arbejde med nogle konkrete opgaver. Helt konkret stod Anne Stagis for en event på Aalborg Sygehus i december. Organisationen delte gaver ud til børn, og det var, fortæller hun, en både spændende og givende oplevelse. - Det var rart at se børnene så glade.