Børnepasning

Børnenes dag på marked

1000 børn, forældre og bedsteforældre gik i optog

BRØNDERSLEV:Forude ventede karruselture, is og sodavand. Det var en stor dag i går for flere hundrede børn fra børnehaver, dagpleje - både kommunal og privat. Og dagplejere, forældre og bedsteforældre sluttede sig til optoget. Det er en tradition i forbindelse med Store Brønderslev Marked, at der er en dag for børnene. De omkring 1000 børn og voksne indledte optoget fra Banegårdspladsen, og her gik politiet i spidsen sammen med markedets egne gøglere Poul Erik Andreasen og H. C. Poulsen samt Cirkus Skunk. Politiet sørgede for, at det lange optog kom sikkert gennem byens gader, og optoget gik via Grønnegade og Frederiksgade til Markedspladsen, hvor der var mulighed for at prøve karrusellerne og de mange andre forlystelser. I teltet var der is og sodavand til børnene. Cirkus Skunk lavede masser af sjov med børnene på vejen til markedet. H. C. Poulsen fra markedsudvalget beklager, at ikke alle børnehaver bakker op om børnedagen. Begrundelsen fra dem, der ikke kommer, er, at de synes, at det er svært at holde styr på børnene. - Det er vi klar over, at det kan være. Men der er børnehaver, der gør en indsats for at rette op på dette. Børnene fra Børnehaven Midgaard var i ens trøjer med børnehavens logo, og så er det let at holde samling på børnene. Børnehaven Hedelundsgade havde hjælp af en masse bedsteforældre.