Børnenes dag på markedet

Tusinder af ture i forlystelserne

BRØNDERSLEV:Fredag var traditionen tro børnenes dag på Store Brønderslev Marked. I tusindvis af billetter var solgt på forhånd til tivoli-forlystelserne. Der er tradition for, at der denne dag kan købes rabatbilletter, der gælder til klokken 20. Men derefter kan de ikke længer benyttes. Børn løb fra forlystelse til forlystelse for at prøve så mange som muligt. - Jeg har allerede fået fire ture i radiobilerne, bemærkede en purk, mens han styrtede hen til den næste forlystelse. - Rabatbilletterne er særdeles populære, bemærker Michael Wittrup, markedets pr-medarbejder. Vi har solgt lige så mange som i fjor. Og rabatbilletterne er med til at skabe liv på markedet fra første time, hvor vi åbner. Det var i øvrigt en tilfreds formand for markedet, Jens Christian Larsen, der i går kunne konstatere, at folk bare strømmede til markedet. Sjældent har der været så mange fra det tidspunkt, markedet åbner. Vejret var perfekt til at tage på marked. Sidst på eftermiddagen strømmede det bare til med besøgende. Hestepladsen var også ved at være fyldt op i går sidst på eftermiddagen. - Det er sjældent, at der har været så mange hestehandlere om fredag, fortæller Poul Erik Andreasen, der har ansvaret for dyreafsnittet. Næsten alle kræmmerne var kommet i går, og der meldes om pænt salg i boderne. Michael Wittrup glæder sig over, at Dahlgaards Tivoli har flere nyheder med, der er populære. Blandt andet er der mulighed for elastikspring. I det store restaurationstelt var forsyningerne på plads til de fire dage. - Det er aldrig et problem at finde hjælpere, fortæller Keld Pedersen, der har til opgave at skaffe hjælpere. Vi skal bruge over 100. Faktisk er der folk, der venter på at blive spurgt. De ved jo, at pengene går til et godt formål. Her i formiddag afvikles Markedsløbet, og der er start fra Frederiksgade på det store cykelløb, der får flere hundrede deltagere. Der bydes på børnekræmmermarked på Lille Torv.I det store telt bliver der senior-træf. Byens seniorer tilbydes gratis sildebord og underholdning. Tirolerband Aalburg underholder i markedsteltet, og side kommer Kristian og Jesper med harmonikatræffere. Himmerlandske Sortkrudtsskytter giver opvisning ved markedsscenen, og på markedspladsen kan opleves Anton & Agger Walkabout. Også FDF Brass Band giver opvisning, ligesom der er mulighed for at opleve Brønderslev Square Dancere. I markedsteltet er Tonny Aabo afvikler Stjerne på et marked på Lille Scene. Piger og drenge, der kan synge eller spille, kan stille op i konkurrencen, hvor førstepræmien er at få lov til at indspille en cd-plade i et studie. I Brønderslev Bowling Center afvikles Brønderslev Markeds Cup i bowling, hvor der er indledende kampe i dag.