EMNER

Børnenes gyngende dag i Klim

Gadefodbold blev succes, halbal måtte formindskes til teltbal, men børnene nød bare det hele

KLIM:Det dryppede fra en grå himmel, da byfestoptoget af børn på ballonpyntede cykler, pedalbiler, klapvogne og sågar en plænetraktor med cykelanhænger inklusive to passagerer satte i gang fra Ældrecenteret i Klim mod pladsen ved Thorup-Klim Hallen. Men vejrguderne forbarmede sig over ungerne i regntøj og voksne med kulørte paraplyer, da de bevægede sig ad Oddevej i flok og følge. Tørvejret indfandt sig, og stemningen steg beragteligt, da alle myldrede ind på pladsen med karrusel, tombola, skydetelt og hoppepude. Og med pølser og is inden for rækkevidde. Byfesten i Klim, som er arrangeret af Støtteforeningen for Thorup-Klim Boldklub, begyndte fredag aften med gadefodbold, hvor der var masser af tilskuere og gang i den på banen bag hallen. Derimod var tilslutningen til byfestballet i Thorup-Klim Hallen lørdag aften ikke så god som ventet, og halballet blev skyndsomst lavet om til et udendørs teltbal med diskotek, hvor de 50-60 tilmeldte kunne hygge sig. Den slags tog børnene sig ikke af. De hujede og hoppede og kørte karrusel til den store guldmedalje. Og da solen for alvor brød igennem, nød både voksne og børn den danske sommer, mens elever fra Vester Thorup Efterskole sørgede for levende musik hele eftermiddagen.