Børnenes psykolog

Dion Sommer, professor i psykologi, fylder i dag 60 år.

Børns trivsel og livsvilkår er hovedinteressen hos Dion Sommer, der først blev uddannet som lærer og i dag er professor i psykologi ved Århus Universitet. Hvor mange børn vokser op i et hjem med både en mor og en far? Og hvad betyder normeringen i børnehaven for børns udvikling og trivsel? Det er spørgsmål som disse, professor i udviklingspsykologi fra Århus Universitet Dion Sommer især beskæftiger sig med. Dion Sommer er uddannet lærer med hovedfag i dansk, musik og engelsk litteratur, men den karrierebane skiftede han hurtigt ud til fordel for psykologien. Med en kandidatgrad fra Danmark gennemførte han en postdoktoral forskeruddannelse i Maryland, USA. Derefter blev han i 1981 ansat først som lektor og siden som professor i børne- og udviklingspsykologi ved Psykologisk Institut ved Århus Universitet. I dag har han en position som forsker med international spændvidde. En position han har opnået, fordi han med egne ord værner om sin troværdighed. Evidensen skal være i orden, understreger forskeren. Derfor kan man med rette spørge professoren, hvordan diagnosen er for danske børns trivsel anno 2008: Børn er generelt set heldige med at vokse op i Danmark, svarer Dion Sommer, men han advarer også om, at der er faretegn i horisonten. Stress hos forældre, fedme og en øget skilsmisserate er blot nogle af de faktorer, der påvirker danske børns trivsel. Dion Sommer har været tilknyttet forskellige forskningsprojekter samt skrevet adskillelige artikler og bøger. Senest har han bidraget til bogen "Familie og børn i en opbrudstid", og han er endvidere en flittigt foredragsholder ved både nationale og internationale konferencer. På sin fødselsdag bliver hans fornemste selskab en spritny havørredfiskestang, mens familien bliver spist af med en udsøgt gourmetmiddag lørdag. /ritzau/